Lidt før middag udbrød en brand på Kolding Havn. Det skete under håndteringen af en blandet type metalskrot.
Branden var afgrænset af en miljøplads, som er indrettet til bl.a. recycling metal – den består af en tyk betonplade i bunden og otte meter høje stålmure, der indhegner pladsen, oplyser Kolding Havn.
Selv om branden var afgrænset, udviklede den en lang røgfane i starten og efter ca. 30 minutter med slukningsarbejde lød en eksplosion fra miljøpladsen. Der er mistanke om, at der har været en trykflaske af en slags blandt de mange ton metalskrot. Det er den, som har forårsaget eksplosionen. Der må under ingen omstændigheder være trykflasker eller lignende i denne type gods og havnen ser med stor alvor på, at det tilsyneladende alligevel er sket.
Indsatsledelsen traf den naturlige beslutning efter eksplosionen, at slukningsmandskabet skulle holde yderligere afstand, hvilket i en periode fik ilden til at blusse op igen.
-Det er en type hændelse, som ikke må ske – og da slet ikke med en eksplosion, som potentielt er farlig for både slukningsmandskabet, det øvrige beredskab og havnens medarbejdere. Hændelsen viser, at vores beredskab fungerer, når det gælder – hjælpen var hurtigt til stede og indsatsen virkede velorganiseret og de traf de nødvendige beslutninger. Det ærgrer mig selvfølgelig voldsomt, at branden kunne opstå, for vi søger at håndtere de forskellige godstyper med stor sikkerhedsmargin. Vi vil nu fortsætte arbejdet med at opklare årsagen til branden og vi vil styrke indsatsen med at lokalisere eventuelt farligt indhold i denne type gods i et tæt samarbejde med operatøren på havnen, siger havnedirektør Heino Svenningsen.