Forleden uddelte Kolding Talent prisen for årets talent 2020 efter en lettere coronaforsinkelse.
Det gjorde dog ikke glæden mindre for den tydeligt stolte bowler, der var nomineret til prisen for tredje gang.
Efter at have præsteret topresultater på ungdomsniveau blev 2020 året, hvor Mathias fik bevist, at han er klar til at spille med blandt de bedste i Europa på seniorniveau. Det er netop i skridtet op til seniorniveau, at dygtige ungdomsudøvere skal affinde sig med at tabe mere og holde motivationen til at udvikle sig.
Flere store skridt og vigtige sejre
I 2020 har Mathias formået at tage flere store skridt og vigtige sejre til trods for coronanedlukningen. Prisen blev givet for en vedholdende udvikling, hvor det i 2020 er blevet til række af titler på ungdomsniveau, men også en sejr på senior Europatouren i Holland, som den yngste dansker nogensinde.
Mathias var allerede etableret på ligaholdet i BK-Trekanten KIF, og han har dermed også en stor andel i det danske mesterskab i 2020. Det kræver hårdt arbejde at holde niveauet, og resultaterne kommer ikke af sig selv.
Seniorlandsholdet
Den flotte sæson har også betydet, at han meget fortjent er kommet med i bruttotruppen på seniorlandsholdet. Her er der nu en forhåbning om, at fremtiden vil byde på en plads, når trupperne til deltagelse i de store mesterskaber i den rød-hvide trøje skal udtages.
Prisen blev overrakt af Yrsa Mastrup på vegne af Talentrådet for idræt og juryen, der valgte Mathias i hård konkurrence med motorsportstalentet Bastian Buus og powertumbleren Alexander Bredvig.