Tåge var årsag til tre uheld på den sønderjyske motorvej.
Der skete lørdag morgen kort før klokken 08 tre uheld på den sønderjyske motorvej mellem Christiansfeld og Vonsild.
Det første uheld skete, da en motorcyklist fra Tyskland ramte bagenden på en lastbil. Motorcyklisten har pådraget sig alvorlige skader på benet, men i følge vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Klaus Hansen, er det ikke livstruende.
Omkring samme tidspunkt kørte to personbiler sammen.
Og kort efter skete der endnu et uheld – lige nord for tilkørselsrampen ved Christiansfeld mod Kolding. Her kørte fire biler sammen. Her kom fem personer til skade. Ingen skulle dog være kommet alvorligt til skade.
Årsagen til uheldene skyldtes i følge Sydøstjyllands Politi den tætte tåge i området.
Motorvejen var spærret i en times tid. Ved 10.10-tiden er der et spor åbent i nordgående retning, men stadig lange køer. Vejdirektoratet forventer først, at trafikken normaliseres omkring middagstid.