Kolding Netavis

Tre sekunder fra sejren

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Motorsport
Erik Andersen, rallycodriver fra Nr. Bjert ved Kolding, kørte et af sit livs bedste løb i weekenden. Pressefoto.

Alligevel blev Koldingkøreren kun nummer fem.

Erik Andersen, rallycodriver fra Nr. Bjert ved Kolding, kørte et af sit livs bedste løb i weekenden, hvor han sammen med sin førstekører Per Vilslev fra Hillerød var til start i første afdeling af Danmarksmesterskabet i klassisk pålidelighedsrally i Ikast i holdets Opel Kadett GT/E fra 1978.

-Vi kørte et næsten fejlfrit løb, men det gjorde nogle af vores hårdeste konkurrenter også, fortæller Erik Andersen i en pressemeddelelse.

Resultatet blev, at de fem bedste i den svære Expertklasse kom i mål inden for mindre end tre sekunder.

-Vi delte en fjerdeplads med et andet hold på præcis samme brøkdel af et sekund, men da deres bil var fem år ældre end vores, blev de nummer fire og vi nummer fem, forklarer Erik Andersen.

Sonax Dasu Classic er navnet på mesterskabsserien for biler fra før 1991, og som omfatter syv løb i år. I modsætning til hastighedsrally med moderne biler gælder det ikke om at køre hurtigst, men om mest præcist at holde en gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t.

-Nu har vi vist, at vi er blandt de bedste. I vores næste løb, som er Oresund Rally den 11. juni, satser vi på at vinde, slutter Erik Andersen.

Per Vilslev, Hillerød og Erik Andersen, Kolding. Pressefoto.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel