Kolding Netavis

Tre mænd dømt for hvidvask for over 200 mio. kroner

De tre mænd blev efter dagens dom varetægtsfængslet.

Tre mænd på henholdsvis 46, 53 og 57 år blev torsdag ved retten i Kolding kendt skyldige i hvidvask for mere end 200 millioner kroner.

Kim Jensen blev idømt seks års fængsel. Amran Momme Qaiser blev idømt fire og et halvt års fængsel. Michael Mikkelsen blev idømt tre års fængsel.

Der var tale om organiseret hvidvask, der har haft karakter af en decideret fakturafabrik med udstedelse af falske fakturaer, oplyser Anklagemyndigheden.

Udstedte fiktive fakturaer

De brugte et set-up med udstedelse af fiktive fakturaer for levering af arbejdskraft, varer eller ydelser til flere hundrede danske virksomheder med det formål, at virksomhederne kunne anvende fakturaerne til at få hvidvasket penge.

En var desuden direktør i en virksomhed, der udstedte fiktive fakturaer og sendte millionbeløb til udlandet og dermed stillede konti til rådighed for hvidvask.

De fleste penge kørte i følge jv.dk gennem en virksomhed i den sydlige del af Kolding.

Anholdt i en større aktion

I marts blev de tre mænd anholdt i en større aktion, hvor der blev ransaget hos både virksomheder og enkeltpersoner. I alt seks blev anholdt i den aktion, og to personer er fortsat sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed, mens en er tiltalt.

Det oplyser Nathalie Ghiorzi Elias, der er specialanklager hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, som har efterforsket sagen i samarbejde med Særlig Efterforskning Øst.

-Vi er med de markante domme i dag kommet et godt stykke i en alvorlig og kompliceret sag om organiseret hvidvask efter en både effektiv og grundig efterforskning. Organiseret hvidvask er en meget alvorlig og skadelig forbrydelse, og derfor er det vigtigt, at vi har et samlet og stærkt værn mod hvidvask i Danmark. Også i denne sag har indsatsen fra og samarbejdet med bankerne været et vigtigt element i sagens opklaring, hvilket viser sammenhængskraften i den danske hvidvaskindsats, fortæller Nathalie Ghiorzi Elias i en pressemeddelelse.

Alle tre blev varetægtsfængslet efter dommen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel