Kolding Netavis

Trapholt sætter kulør på sommeren

Trapholt inviterer til inspirerende udstillinger, kreativt værksted og en sommerklar park. Foto: Stjernegaard Fotografi.

Sommeren er over os og Trapholt inviterer til inspirerende udstillinger, kreativt værksted og en sommerklar park.

Trapholts anmelderroste udstilling Verner Panton – Farver en ny verden inviterer ind i en verden, hvor hele familien kan mærke, hvordan lyd, farve, form og lys påvirker ens sind. I skolernes sommerferie kan børnene og deres familier også slippe kreativiteten løs – tegne, designe og bygge med en masse farverige og sjove materialer i kreativt værksted.

En tur i Trapholt parken er en væsentlig del af Trapholt-oplevelsen – særligt om sommeren. Med panoramaudsigt over Kolding Fjord kan man nyde den imponerende have, der lige nu står i fuld flor. Gæster er maget velkomne til at medbringe tæppe og picnickurv og slå sig ned på græsset eller et af bænkesættene. I caféen kan man frit låne forskellige spil som petanque, stige golf og ringkast.

Café Gustav Lind byder også velkommen både indendørs og på terrassen, hvor gæster kan nyde en dejlig frokost, kaffe og kage eller på de varme dage en kold saft eller is. Gustav Lind er Trapholts lille gastronomiske oplevelse. Her er der fokus på bæredygtighed og hyggelig atmosfære.

Der er fri entré for børn under 18 på museet.

Tagget med: ,
Del denne artikel