Coronapandemien på trods, har der i 2020 været 76.796 gæster på Trapholt og endnu flere hvis man tæller deltagerne i årets mange virtuelle arrangementer og events med. For da statsministeren lukkede hoveddøren til museet, åbnede Trapholt en ny.
Da Trapholt blev lukket i marts 2020 sammen med resten af kulturdanmark besluttede museet sig for at holde fuld knald på kedlerne – men i det virtuelle rum. Sammen med 1000 borgere fra hele landet blev det 70 meter lange kunstværk LIGHTHOPE skabt.
Der blev afholdt virtuelle events, studiebesøg hos kunstnerne og hækleklubber på tværs af rigsfællesskabet. Hele museet var befolket med små rullinger, lavet af børn fra hele landet, og skoler kunne benytte museets små film og opgaver i online undervisningen.
Trapholt var åbent på en ny måde.
Alle typer museumsgæster og stor tilfredshed
I Slots- og Kulturstyrelsens nyligt offentliggjorte nationale brugerundersøgelse kvitterer gæsterne med at vurdere Trapholt langt højere end gennemsnittet af kunstmuseer på landsplan, og markant over andre kunstmuseer i den samlede vurdering (Net Promotor Score), hvor Trapholts gæster ligger på 68.
Det nationale gennemsnit for kunstmuseer ligger på 58.
Trapholts gæster adskiller sig fra andre kunstmuseer i Danmark ved at tiltrække et bredt udsnit af befolkningen. Mere end dobbelt så mange borgere med erhvervsfaglig baggrund går på Trapholt i forhold til andre kunstmuseer (15% af Trapholts gæster), og 7 procentpoint flere end landsgennemsnittet har en mellemlang videregående uddannelse.
På trods af tre måneders nedlukning afsluttede Trapholt 2020 med 76.796 gæster med et gennemsnit på 302 gæster pr. åbningsdag, hvilket er højt sammenlignet med foregående år: 309 i 2019, 263 i 2018 og 287 i 2017.
De høje besøgstal er resultatet af en særdeles velbesøgt sommer med 300% flere gæster end normalt – godt hjulpet på vej af Sommerpakken 2020, samt åbningen af Arne Jacobsen udstillingen i september, der medførte stor publikumsinteresse og opmærksomhed i nationale og internationale medier.
-Coronakrisen kan ses som et forstørrelsesglas på kulturens muligheder og udfordringer. Trapholt kunne hurtigt sadle om, da coronaen ramte, fordi vi har en knivskarp strategi og praksis i forhold til at levere stort anlagte udstillinger hånd i hånd med borgerinddragende projekter. Dem har museet stærk tradition for at gennemføre. Vi er stolte af at kunne levere så flot et resultat som modsvar til den tillid og opbakning, vi oplever fra fonde, stat og Kolding Kommune, fortæller museumsdirektør Karen Grøn.