Søndag afholder Trapholt arrangementet ’About Wood’ for ottende år i træk i samarbejde med Snedkernes Uddannelser. En hyldest til træ som materiale, håndværk i topklasse og dansk møbeldesign. Dagen byder på oplæg om Kay Bojesens ikoniske abe og udstilling af årets højest præmierede svendestykker fra landets snedkeruddannelser.
Vær’ med når Trapholt fyldes med duften af træ fra landets 15 bedste svendestykker. Autenticitet, kvalitet og bæredygtighed går igen blandt svendestykkerne, som de meste talentfulde nyuddannede snedkere præsenterer. Mød snedkerne, der blandt andet er møbelsnedkere, maskinsnedkere og bygningssnedkere, og få en snak omkring deres møbler og erfaringer, nye teknikker og gamle traditioner.
Trapholt er aktuel med den store udstilling ’Kay Bojesen – Humøret i dansk design’. Derfor byder dagen også på oplæg med Julie Krüger fra Brødrene Krüger, som producerer de verdenskendte Kay Bojesen aber. Hun giver et unikt indblik i skabelsen af den ikoniske abe.
Der er mulighed for at møde Janus Højgaard, som er Brand Manager hos Kay Bojesen Denmark. Janus Højgaard medbringer en abestation, hvor man kan se, hvordan den verdenskendte abe samles. Der er også mulighed for at vinde en Kay Bojesen abe på dagen.
– Træ og håndværk af høj kvalitet er i disse år meget populært, og vi er glade for at kunne være med til at hylde det og de præmierede snedkere sammen med fagfolk og museumsgæster. I år har vi samtidig Kay Bojesen-udstillingen, og hans træarbejde er også gennemførte eksempler på godt håndværk og dansk design, når det er bedst”, lyder det fra Maria Vallø Strauss, der er ansvarlig for ’About Wood’.
Er man sulten efter endnu mere, så er der mulighed for at fuldende dagen med en guidet introduktion til Arne Jacobsens Kubeflex-sommerhus. Har man lyst til at udfolde sin egen kreativitet, så er der rig mulighed for det i udstillingen ’Kay Bojesen – Humøret i dansk design’, hvor 25.000 Kay Bojesen træklodser kun venter på at blive stablet.
’About Wood’ finder sted den 4. november klokken 10-17 hos Trapholt i Kolding.
Programmet for dagen
10.00 – 17.00 Årets præmierede snedker svendestykker præsenteres
11.00 – 16.00 Abestation v/ Designansvarlig Janus Højgaard fra Kay Bojesen Denmark
11.00 Omvisning i Arne Jacobsens sommerhus
11.30 Sådan produceres Kay Bojesen-aben – oplæg v/ Julie Krüger fra Brdr. Krüger
13.00 Omvisning i Arne Jacobsens sommerhus
13.30 Sådan produceres Kay Bojesen-aben – oplæg v/ Julie Krüger fra Brdr. Krüger
15.00 Omvisning i Arne Jacobsens sommerhus