Kolding Netavis

Trafikken er på næsten normalt niveau

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Nu er trafikken stort set på samme niveau, som før coronakrisen.

Da Danmark lukkede ned den 11. marts, gav det naturligt nok et markant dyk i trafikken. De seneste par uger har trafikmængden i Kolding igen været så godt som på samme niveau, som før coronakrisen indtraf. Det oplyser Kolding Kommune.

Tal fra Kolding Kommunes faste målestationer ved Koldings mest trafikerede veje viser, at trafikken igen er på omgangshøjde med trafikmængden før regeringen lukkede Danmark ned den 11. marts. Da trafikmængden var lavest, var den næsten halveret sammenlignet med ugen før nedlukningen.

I uge 22 var det samlede trafiktal, altså både person-, vare- og lastbiler, på 5,6 procent under niveauet fra før COVID19 ramte Danmark og i uge 23 og 24 hhv. på 0,2 og 0,5 % under niveauet før den 11. marts.

– Hvis vi dykker lidt ned i tallene, kan vi se, at mængden af lastbiler er steget med 10 procent, og også ligger en smule over niveau sammenlignet med de samme uger i 2019. Det er selvfølgelig svært at vide, hvad stigningen skyldes, da der kan være mange faktorer, der spiller ind. Men det er da oplagt at tænke, at det er et udtryk for, at der generelt er godt gang i erhvervslivet igen, siger Erik Harbo, trafikplanlægger i By- og Udviklingsforvaltningen.

Person- og varebil-trafikken ligger til gengæld et par procent under niveauet før corona, og mellem 4-6 procent under niveau sammenlignet med de samme uger sidste år.

– Det er svært at årsagsfortolke på tallene, men at nogle afvikler ferie uden for højsæsonen og at flere hopper på cyklen i det gode vejr, kunne være bud på en forklaring. Men det kan selvfølgelig også være udtryk for, at en del stadig arbejder hjemmefra og at beskæftigelsen ikke er kommet op på samme niveau som før coronakrisen satte ind, siger Erik Harbo videre.

Set over et helt år stiger trafikken normalt mellem 1 og 1,5 % i Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel