Kolding Netavis

Trafikeret kryds udvides: Påvirker fodgængere og cyklister

I en periode bliver det lidt mere besværligt at være fodgænger og cyklist på dele af Seest Bakke og Tøndervej i Kolding.

På en strækning på knap en kilometer vil fortov og cykelsti i den ene side af vejen være afspærret i forbindelse med udvidelen af det trafikerede Seest Bakke-kryds.

Fodgængere og cyklister henvises til den modsatte side af vejen.

– Jeg kan ikke sige præcist, hvor længe afspærringen vil vare. Vi kan godt komme hen i slutningen af året, før vi er færdige, og på den her årstid kan vejret også forsinke arbejdet. Men vi forsøger selvfølgelig at gøre perioden så kort som overhovedet muligt, fortæller anlægsingeniør Lene Pilt i en pressemeddelelse.

Fortov og cykelsti spærres af og brydes op

I denne uge fjerner entreprenøren hækken, som løber langs vejen i bunden af Seest Bakke og på Tøndervej op til Munkensdam Gymnasium – jpgse kort116.5 KB. Det ryddede areal skal give plads til at udvide Tøndervej med et ekstra spor i vestlig retning.

– Desværre har det vist sig, at fortovsfliserne skrider, når vi begynder at trække rødderne fra hækken og de store træer, som stod på skråningen, op. Derfor er vi nødt til allerede i formiddag at afspærre fortov og cykelsti, selv om vi først om et par dage går i gang med at bryde fortov og cykelsti op. Cyklister og fodgængere bliver samtidig ledt over på modsatte side af hhv. Seest Bakke og Tøndervej. Jeg er godt klar over, at det vil være til gene for en del cyklister og fodgængere, men af sikkerhedsmæssige grunde er der desværre ikke noget alternativ, siger Lene Pilt.

Krydsning af vejen kan ske to steder: I lyskrydset i bunden af Vestre Ringgade og ved hellen ved Munkensdam Gymnasium.

Ledninger i vejen skal flyttes

Der, hvor fortov og cykelsti ligger i dag, skal der anlægges et ekstra spor til biler på Tøndervej i vestlig retning. Efterfølgende laves der et nyt fortov og en ny cykelsti.

– Under det eksisterende fortov ligger der en masse forskellige ledninger, bl.a. fiber, telefon, el, gas og vand. De skal alle sammen flyttes, så de kommer til at ligge under det nye fortov, hvor de er lette at komme til ved f.eks. kabelnedbrud. Hvor lang tid den del af projektet kommer til at tage, er vi lidt usikre på, da vi er afhængige af de selskaber, som ejer de forskellige ledninger, forklarer Lene Pilt.

Del denne artikel