Kolding Netavis

Trafikeret kryds skal bygges om

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Kolding Kommune.

Efter flere års debat bliver et af Koldings mest trafikerede kryds nu udvidet. Ombygningen til knap 28 mio. kr. vil øge fremkommelighed og trafiksikkerhed.

Byrådet har vedtaget et omfattende og ambitiøst projekt, hvor krydset Vestre Ringgade-Tøndervej-Seest Bakke skal bygges om. Projektet ventes at stå færdigt i 2020.

– Jeg er glad for, at vi nu er nået til enighed om et gennemarbejdet og ambitiøst projekt. Allerede i dag er krydset slemt plaget af kødannelse i myldretiden, og prognoserne viser, at trafikken vil gå fuldstændigt i stå i løbet af få år, hvis vi ikke gør noget, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Nu får vi et fremtidssikret kryds, hvor trafikken kommer til at glide væsentligt bedre mange år frem i tiden, og det udvidede kryds er designet, så det også vil kunne rumme trafikken fra en evt. fremtidig motorvejstilslutning ved Seest.

Grundig proces

Det trafikerede kryds har stået på den politiske dagsorden i mange år, og flere forskellige løsninger har været undersøgt.

I foråret vedtog Teknik- og Klimaudvalget efter et grundigt analysearbejde at gå videre med et konkret forslag. Efterfølgende har projektet været præsenteret på et offentligt informationsmøde, hvor borgerne fik mulighed for at komme med input, ligesom der har været holdt flere workshops for at kvalificere projektet.

Elementerne i det nye kryds

Ombygningen af krydset kommer til at bestå af følgende elementer:

Seest Bakke forlægges – dvs. forløbet af den sydlige del af vejen flyttes, så Seest Bakke kommer til at munde ud i Tøndervej 75 meter længere vestpå. På Seest Bakke etableres en separat venstresvingsbane ind mod centrum.

På Tøndervej etableres to ekstra vejbaner – et ligeudspor på nordsiden og en ekstra venstresvingsbane på sydsiden.

På Vestre Ringgade etableres et ekstra spor i nordgående retning.

Der etableres tre tunneller til cyklister og fodgængere under hhv. Vestre Ringgade, Tøndervej og Seest Bakke. Cyklistforbundet inddrages i udformningen af tunnellerne, så de bliver rare at færdes i for cyklister og fodgængere.

Olaf Ryes Gade lukkes i den sydlige ende. I stedet opgraderes Konstantin Hansens Vej til ny forbindelsesvej mellem Olaf Ryes Gade og Seest Bakke.

Udmundingen af vejen Munkensdam i Tøndervej lukkes.

Ændringer i projektet

I forhold til forslaget, som politikerne i Teknik- og Klimaudvalget besluttede at arbejde videre med i foråret, er projektet tilpasset på flere punkter.

De væsentligste ændringer er, at Tøndervej og Vestre Ringgade udbygges med ekstra vejbaner. Det vil sikre en endnu bedre afvikling af trafikken, så færre bilister kommer til at holde i kø. Ligeledes kommer der en venstresvingsbane på Seest Bakke, så det bliver lettere for trafikanter at komme ud fra Seest Bakke til Tøndervej.

– Vi har haft tre modeller at vælge imellem, og jeg er glad for, at byrådet har sagt ja til den mest ambitiøse model i forhold til både fremkommelighed og trafiksikkerhed. Prisen er lidt højere, men til gengæld fremtidssikrer vi et af kommunens mest trafikerede kryds i endnu højere grad, siger Jakob Ville.

Ventes færdigt i 2020

Planlægningen af det store projekt er allerede godt i gang, og detailplanlægningen kommer til at løbe hen over foråret.

Selve anlægsarbejdet forventes at gå i gang i midten af 2019 med ombygningen af Seest Bakke, og det samlede projekt vil efter planen være færdigt i 2020.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel