Kolding Netavis

Trafikerede veje lukkes i to weekender

Elo Christoffersen

Udvidelse af kryds lukker trafikerede veje i to weekender.

Arbejdet med at udvide Seest Bakke-krydset vil påvirke trafikken i to weekender i december. Først bliver Seest Bakke lukket for gennemkørsel, dernæst kommer turen til Tøndervej. I begge tilfælde etableres omkørsel for både bilister og cyklister, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Tøndervej er en af vores allermest trafikerede veje, og Seest Bakke er en central vej for borgerne i Seest. Derfor vil det selvfølgelig kunne mærkes, når vi midlertidigt lukker de to veje for gennemkørsel. Ved at lægge arbejdet i weekenden sikrer vi, at færrest muligt bliver berørt, når de skal på arbejde, forklarer anlægsingeniør Lene Pilt.

Her er vejene spærret

De to veje er spærret for gennemkørsel i følgende tidsrum:

Seest Bakke: Spærres ved udmundingen i Tøndervej fra lørdag den 5. december, kl. 06, til mandag den 7. december, kl. 06.

Tøndervej: Spærres umiddelbart efter udmundingen af Seest Bakke på vej ud af byen fra lørdag den 12. december, kl. 06, til mandag den 14. december, kl. 06.

Med undtagelse af de to strækninger, som afspærres, vil begge veje være åbne for trafik som normalt.

– Vi sørger selvfølgelig for at skilte omhyggeligt med omkørsel i de to weekender. Bilisterne henvises til Holbergsvej, mens vi laver nogle lidt kortere omkørsler for cyklisterne, fortæller Lene Pilt, som anbefaler trafikanterne at afsætte lidt ekstra tid til turen i de to weekender.

Nye ledninger

De to veje spærres for gennemkørsel i forbindelse med, at der skal lægges nye ledninger i jorden. I øjeblikket ligger ledningerne, der bl.a. forsyner os med strøm og internet, under fortovet langs Tøndervej og Seest Bakke. Disse fortove bliver flyttet nogle meter i forbindelse med udvidelsen af krydset, og under de nye fortove skal der lægges nye ledninger.

– Fordelen ved at have ledningerne liggende under fortovet er, at de er lettere at komme til, hvis der f.eks. skulle ske brud på ledningerne, forklarer Lene Pilt.

Normalt kan man skyde nye ledninger under krydsende veje, så man undgår at grave vejene op. Men det går ikke i krydset Tøndervej/Seest Bakke, da området er noget af et knudepunkt for ledninger, der forsyner store dele af Kolding med strøm, internet, vand, varme, osv.

– Risikoen for at ødelægge nogle af de eksisterende ledninger og dermed lukke for f.eks. strøm eller netforbindelse er simpelthen for stor til, at vi tør skyde nye ledninger under vejen. I stedet bryder vi asfalten op og graver forsigtigt ud til nye ledninger, slutter Lene Pilt.

Spærring Tøndervej

Spærring Seest Bakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel