Kolding Netavis

To studerende arrangerer halvmaraton

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Her ses Mads Munk Skovsby (t.v.) og Kristian Tarillon (t.h.). Foto: Kolding Kommune.

Gør din søndag endnu bedre med en tur forbi Campus Kolding Løbet.

Maraton sæsonen er officielt i gang i Kolding, og søndag den 9. juni løber Campus Kolding Løbet af stablen i Campusområdet. Hele 68 studerende fra Koldings fire videregående uddannelsesinstitutioner er tilmeldt, og det bliver en dag fyldt med løb, fællesskab og samvær på tværs af institutioner og studier.

Arrangementet, som er gratis for alle studerende og deres venner, er organiseret af to studerende fra IBA Erhvervsakademi Kolding, Mads Munk Skovsby og Kristian Tarillon. Det er tiltænkt som et afbræk fra eksamensperioden.

-De fleste studerende er travlt optaget af deres eksaminer, men det er vigtigt med en pause, hvor man kan bevæge kroppen og tænke på noget andet, fortæller Kristian Tarillon i en pressemeddelelse.

Mads Munk Skovsby tilføjer:

-Vi har begge haft et ønske om at deltage i et halvmaraton, men på et SU-budget fandt vi hurtigt ud af, at deltagergebyrerne var for høje. Derfor besluttede vi at organisere vores eget løb med gratis deltagelse og mulighed for pause fra eksamenerne.

Fire distancer

Deltagerne kan vælge mellem distancer på 2, 5, 10 og 21 kilometer, der strækker sig gennem hjertet af Kolding. Og hvis man ikke trækker i løbeskoene, er der også rig mulighed for at heppe på deltagerne og nyde dagens herligheder, herunder DJ-musik, præmieoverrækkelse og god stemning.

Alle er velkomne til at komme forbi arrangementet, der starter klokken 09 på pladsen foran SDU Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel