Kolding Netavis

Tjenerfaget har ført til både familie og karriere

Til svendeprøven i Hansenbergs store undervisningsrestaurant skulle Yaser Alnatour blandt andet blinddufte vin. Foto: Hansenberg.

Yaser Alnatour kalder sin læreplads og Hansenberg for sin familie, og nu er han efter en veloverstået svendeprøve klar til at flyve fra reden som faglært tjener.

Det er noget af en rejse, som Yaser Alnatour har været på.

Forleden var han til svendeprøve på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding, og han er nu faglært tjener. Knap seks år efter, at han som flygtning kom til Danmark fra Syrien. Helt alene – uden hverken familie eller netværk.

-Jeg er rigtig, rigtig glad. På forhånd var jeg spændt på, om jeg bestod, men det gjorde jeg. Det hele startede i 2016, og nu er jeg udlært, siger Yaser Alnatour.

Det hele tog nemlig sin begyndelse, da Yaser Alnatour i 2016 – blot to måneder efter sin ankomst til Danmark – startede i et praktikforløb på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

Ret hurtigt herefter satte han for første gang kurs mod Hansenberg , hvor han tog den toårige integrationsgrunduddannelse (IGU), der hjælper flygtninge med at blive en del af det danske arbejdsmarked – og med at få startet på en erhvervsrettet uddannelse.

-IGU’en var en meget vigtig fase for mig, for den gjorde mig klar til fremtiden – og til tjeneruddannelsen, forklarer Yaser Alnatour og tilføjer:

-I Danmark mødte jeg et helt nyt sprog og en helt ny kultur. Så jeg tænkte over, hvilket job der ville være bedst for mig. På tjeneruddannelsen lærer du det hele – om faget, sproget og landet. Det med at kunne sproget er så vigtigt, for man er hele tiden i kontakt med mange mennesker. Og som tjener får man nye oplevelser hver eneste dag. Derfor valgte jeg tjenerfaget.

Stor støtte

Valget af læreplads faldt meget naturligt på Trinity Hotel & Konference Center:

-Trinity var der for mig, da jeg var alene. Lige pludselig fik jeg løn og en familie. Jeg blev hørt, og de grinede aldrig af mit sprog. De troede på mig fra starten, og May-Britt er som en mor for mig, for hun har fulgt mig og støttet mig hele vejen igennem.

“May-Britt” er celebration planner May-Britt Andreasen, og hun fortæller, at hun har børn på samme alder som Yaser Alnatour. Derfor var det vigtigt for hende at få ham i gang med en uddannelse:

-Yaser har ikke set sine forældre siden 2014, og han er som en ekstra søn for mig. Jeg pressede på, for at han skulle have en uddannelse, så han kunne klare sig selv, og sammen kæmpede vi for, at han fik sin danskeksamen. Det var en hård omgang – og jeg kan da selv se, at det er mega svært at få styr på udsagnsord og så videre.

-Da han startede i praktik, kunne han ikke et ord dansk. Men han havde et servicegen, der skulle dyrkes. At han nu er faglært tjener, er helt fantastisk. Jeg er så stolt af ham. Han har kæmpet rigtig meget, og han har virkelig taget dansk kultur og traditioner til sig. Det har været en rejse for ham.

Drømmen er gået i opfyldelse

May-Britt Andreasen peger i den forbindelse på, at den 29-årige tjener modtog et legat fra 3F efter svendeprøven for sit hårde arbejde under uddannelsen. Et legat, som tjenerfaglærerne ved Hansenberg havde indstillet ham til, hvilket han sætter stor pris på:

-Mine to faglærere er bare så søde og hjælpsomme. De var godt klar over, at det var hårdt for mig, for man skal arbejde og læse så meget for at blive udlært tjener. Samtidig har jeg været i den bedste klasse med de mest hjælpsomme venner, forklarer Yaser Alnatour.

-Trinity og Hansenberg er så stor en del af mit liv. De er som en familie for mig. De har begge givet mig lige det, jeg har drømt om.

Yaser Alnatour fortsætter som faglært tjener hos Trinity Hotel & Konference Center – foreløbig frem til 1. januar, hvorefter verden ligger helt åben:

-Jeg har lyst til at prøve noget nyt efter nytår. Alle mangler ansatte lige nu, så det er et godt tidspunkt at blive udlært på.

Den beslutning bakker May-Britt Andreasen fuldstændig op om, for også inden for tjenerfaget er det godt at prøve nye ting.

På sigt vil Yaser Alnatour gerne åbne sin egen kaffebar.

Tagget med:
Del denne artikel