Der er sat gang i udformning af en lokalplan.
Det ikoniske vandtårn på Sjællandsvej i Kolding bliver forvandlet til liebhaverboliger – to af slagsen. Det afslørede Christina og Claus Hembo i august sidste år. Claus Hembo, der er administrerende direktør i Christina Jewelry & Watches, er også er direktør i parrets ejendomsselskab, CHRISTINA Properties.
– Der er sat gang i udarbejdelsen af en lokalplan. Men det tager typisk et års tid – og lokalplanen skal også i offentlig høring, fortæller Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), til Kolding Netavis.
Dermed bliver det tidligst i 2021, at ombygningen af vandtårnet kan gå i gang.
Unik 360 graders udsigt
Christina Hembo vil personligt designe bygningen, lejlighederne, og deres indre med unikaer, såsom specielle håndvaske, møbler med mere. Altså en komplet design-oplevelse fra top til tå, hvor kun de bedste materialer og lækreste detaljer får adgang, og indrettet så beboerne får det optimale ud af den flotte udsigt.
De to kommende ejere af højvillaerne i CHRISTINA Tower får 340 kvadratmeter bolig, og 170 kvadratmeter terrasser 86 meter over vandoverfladen, så det vil give de nye beboere en unik 360 graders udsigt over Marielundskoven og Kolding Fjord.
Det ligger endnu ikke fast hvad prisen bliver for de to liebhaverboliger, som får både privat garageanlæg, have og vinkælder tilknyttet.