Med støtte fra TrygFonden og Friluftsrådet fik Kolding Kommune mulighed for at færdiggøre og indvie Terapihaven Møllebæk.
Tirsdag mødte over 60 personer op til den officielle indvielse af Terapihaven Møllebæk, et specialdesignet skov- og haveområde, der nu danner rammen for tilbud til mennesker i Kolding Kommune med bl.a. symptomer på stress, som f.eks. kan være opstået som følge af udfordringer i hverdagslivet, kroniske eller livstruende sygdomme.
Indvielsen markerede afslutningen på et succesfuldt samarbejde med TrygFonden og Friluftsrådet, hvor de fysiske rammer med bygninger og et fantastisk naturmiljø, der understøtter aktiviteterne, nu står færdigt. TrygFonden og Friluftsrådet har doneret henholdsvis 1.790.000 kr. og 350.000 kr., oplyser Kolding Kommune.
Terapihaven Møllebæk er udviklet på baggrund af forskning fra bl.a. Københavns Universitets terapihave, Nacadia, og bygger bl.a. på viden om, at natur og grønne områder har en positiv effekt på vores mentale sundhed og at denne effekt kan virke stærkere, når naturmiljøet indeholder bestemte kvaliteter.
Desuden har borgere, der har været i forløb i terapihaven Møllebæk, været med til at designe og teste både naturmiljøet og selve indholdet og aktiviteterne på forløbene. Mange borgere fortæller, at de oplever bedre trivsel, meningsfulde fællesskaber samt at ”ophold og aktiviteter i terapihaven Møllebæks naturmiljø skaber ro og nedsætter stresssymptomer”.
Den officielle indvielse, der foregik i silende regn, vil blive fulgt op med et ”åbent skov- og havearrangement” til foråret, hvor det er håbet at rigtig mange vil komme forbi og se området og få et indblik i, hvad terapihaven Møllebæk er og kan.