Kolding Egnsteater, Kolding Teaterforening og Dronning Dorothea Teatret slår sig nu sammen for at lancere den fælles digitale platform teaterikolding.dk. Samtidig harmoniserer de deres rabatordninger, så publikum kan opnå abonnementsrabat uden at skulle forholde sig til, hvem der udbyder forestillingen.
Den nye hjemmeside bliver den ultimative indgang til Koldings teaterliv, hvor publikum let kan danne sig et overblik over teateroplevelser i Kolding og købe billetter til forestillinger på tværs af de tre teaterudbydere.
Tidligere skulle man eksempelvis vælge mellem årskort hos Kolding Egnsteater eller være abonnent hos Kolding Teaterforening, mens Dronning Dorothea Teatret havde nogle helt tredje rabatter.
-Sammen skaber vi et rum, der styrker samhørigheden i kulturen. Det er mere end bare et billetkøb; det er en invitation til at fordybe sig i Kolding’s rige teaterkultur. Vores abonnenter kan se frem til et større og bredere teaterudbud, fortæller Steen Krogh, bestyrelsesformand for Kolding Teaterforening, i en pressemeddelelse.
Kirsten Knudsen, bestyrelsesformand for Dronning Dorothea Teatret, uddyber:
-teaterikolding.dk er en fejring af teatermangfoldigheden i Kolding. Tænk at man kan gå i teatret 2-3 gange om ugen fra september til april hvis man har lyst! Det viser hvor stærk en teaterby, vi er. Vi ser frem til at udveksle tilskuere på kryds og tværs og binde byen sammen både virtuelt og geografisk.
Direktør for Kolding Egnsteater, Jakob Tekla Jørgensen, deler sin begejstring for initiativet og udtaler:
-Med teaterikolding.dk er vi banebrydende i Danmark. Mange steder bliver der flere billetsystemer og platforme, som gør det helt uoverskueligt for publikum. Det viser den store samarbejdsvilje, gensidig tillid og vision der er blandt Koldings kulturinstitutioner, at vi kan gøre det her. Vi kommer helt sikkert til at savne vores årskort, men sådan er det: Man må ofre noget hvis man vil opnå noget større og bedre i fremtiden.