Læserbrev af Gustav Schmidt Hansen, Bispevænget 36, 6000 Kolding.
Den 10. februar 2025 var det 105 år siden folkeafstemningen om Sønderjyllands tilhørsforhold fandt sted. I anledning er det værd at gøre sig nogle tanker om historien.
I den danske historieskrivning blev Sønderjylland genforenet med Danmark den 15. juni 1920 på baggrund af afstemningen. Men er det nu rigtigt at tale om en genforening, når et område historisk set aldrig har tilhørt et land, men alene har været i personalunion?
Det er dog faktuelt rigtigt, at den største del af befolkningen i zone 1 stemte sig til Danmark ved en såkaldt sindelag afstemning den 10. februar 1920. Men det er jo en anden sag.
Området Sønderjylland hedder på tysk Nordslesvig. Og det er nok mere rammende. Helt fra bronzealderen har Slesvig og Holsten eksisteret med fire sprog- og folkegrupper. Jyder og Anglere i Slesvig (Nord). Friserne i Nordfrisland (Vest). Sakserne i Holsten (Syd). Obotritter i Wagrien (Øst).
I Slesvig var der gennem årene konstant konfrontationer mellem den kristne Karl den Store i syd og hedningerne i nord. Der blev først skabt ro ved en fredsaftale i 811, hvor det blev bestemt, at Ejderen skulle være grænse mellem den overvejende dansktalende befolkning i nord og den tysktalende befolkning i syd.
Valdemar Sejr forsøgte at indlemme Holsten, men det mislykkedes i 1227.
Den politiske og økonomiske kontakt mellem områderne var tætte, og i 1386 blev Slesvig og Holsten første gang forenet, og blev til Slesvig-Holsten. Efter 1459 ville adelen og borgerskabet i Slesvig-Holsten have den danske kong Christian I som hertug, mod at Slesvig-Holsten for evigt skulle være udelt. (up ewich ungedeelt). Det blev derefter formuleret i Ribebrevet i 1460. Slesvig- Holsten var og blev en samlet enhed, der nu var i personalunion med Danmark.
I århundreder var Ejderen således grænseflod mellem det danske len Slesvig og det tyske len Holsten, og der blev talt dansk ned til linjen Egernførde-Husum. Men området fra Kongeåen til Ejderen var som sådan ikke hverken dansk eller tysk. Det var Slesvig.