Kolding Netavis

Tak til Kolding Kommunes medarbejdere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Villy Søvndal (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), gruppeformand, Engstien 1, 6000 Kolding.

Hvert tredje år bliver der lavet en undersøgelse blandt medarbejdere i Kolding Kommune

Siden 2020 er lysten til at gå på arbejde i Kolding Kommune steget med 6 % og langvarig stress er faldet mellem 4-14% alt efter opgørelsesmåden.

Det er jo faktisk fantastisk. 5000 medarbejdere har svaret. Det svarer til 85 %.

Det burde jo trække store overskrifter i den lokale presse om, at på trods af kommunerne er presset både på økonomi og på arbejdsopgaver, så går 80% af medarbejderne ifølge dem selv tilfredse på arbejdet hver dag.

Det var imidlertid ikke den historie JydskeVestkysten valgte at bringe. Nej, det blev sat stort op, hvor mange stressede medarbejdere, kommunen havde. Og at antallet faktisk var faldet blev ikke nævnt. Det er stadigvæk for mange, men heldigvis går det den rigtige vej.

Desværre synes jeg, at det er symptomatisk for den måde, at JydskeVestkysten skriver om vores kommune på. Det handler altid om den halvtomme kop, aldrig den halvfyldte.

Vi skal selvfølgelig have en kritisk presse, men det ærgrer mig, at det altid er negativ vinkel JydskeVestkysten vælger. Det synes jeg ikke, at Koldings borgere har fortjent.

Jeg synes i stedet, at vi burde glæde os over alt det der fungerer, og sammen gøre en fælles indsats, der hvor det ikke fungerer. Jeg vil i hvert fald gerne sende en stor tak til vores medarbejdere, som gør et fortrinligt stykke arbejde og fortjener stor ros for det og deres engagement.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel