Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), byrådsmedlem, Kolstrup Bygade 4, 6070 Christiansfeld.
Af flere omgange, har jeg været med i ”politiker praktik” i dag og aftenvagt, hos både privat og kommunal hjemmepleje. Noget af det der rører mig mest, er når jeg oplever den professionelle ro og empati, de assistenter og hjælpere jeg har været med, udviser i borgernes hjem.
Hvis vi kigger på de faktiske tal, så ser vi lige nu på en kommunal bombe! I 1943 blev der født ca. 96.000 mennesker, 40 år senere i 1983, blev der født ca. 36.000 mennesker.
Vi må aldrig betegne mennesker for en byrde, og det kommer jeg heller aldrig til i denne sammenhæng, men fakta er, at der er alt for få kloge hænder til at varetage den service, vores ældre medborgere fortjener, når livet ikke længere kan klares uden hjælp.
En kombination af lave fødselstal i firserne, og et styrtdykkende antal ansøgere på de danske erhvervsskoler, gør at der skal handles nu.
Så kære SOSU, tusind tak for din indsats. Jeg vil gøre mit, til at fortælle vidt og bredt om vigtigheden af at du får mange flere kolleger, der ligesom dig, tager udgangspunkt i borgerens centrum, og skaber ro værdighed i livet for nogen af dem der har det svært.
På Christiansborg er der et begyndende fokus på manglen af kloge og varme hænder, og det er rigtig godt, men tempoet skal altså skrues gevaldigt op, og det samme skal den positive omtale af erhvervsskolerne. Så lad os begynde nu, flere kloge hænder! Tak!