En helt ny udstilling om 2. verdenskrig åbner 11. februar på Staldgården i Kolding. Under besættelsen var Staldgården Gestapos hovedkvarter i Syd- og Sønderjylland, og mange personer opholdt sig på Staldgården; enten som fanger eller som bødler. Det er dem, udstillingen handler om.
Staldgården står, med sine tre hvide længer, som et stort og flot monument over de historiske begivenheder, som har fundet sted dér. Et af de mest dystre kapitler blev skrevet de sidste to år af 2. verdenskrig, hvor Gestapo rykkede ind i Staldgården og etablerede sit hovedkvarter i Syd- og Sønderjylland.
I den periode blev i omegnen af 1.350 modstandsfolk anholdt og bragt til Staldgården, hvor de blev forhørt og tortureret af Gestapos mere end 70 ansatte i Kolding. Blandt de ansatte var både tyske og danske personer, der af forskellige årsager havde arbejde for det hemmelige tyske politi Gestapo.
Personerne fortæller
Udstillingen ’1943 – Gestapo kommer’ tager udgangspunkt i de mennesker, der havde deres gang på Staldgården fra efteråret 1943 og frem til befrielsen. Både de modstandsfolk, der ridsede deres navn i væggen i Zelle II, og Gestapos folk, der befandt sig på den anden side af celledøren.
-Når man som gæst træder ind i den nye udstilling, er det de forskellige personer, der har været på Staldgården under 2. verdenskrig, som fortæller historien.
I fortællingen om kampen mellem modstandsbevægelsen og besættelsesmagten, får man indblik i, hvordan ekstreme og ekstraordinære omstændigheder, kan sætte samfundets normale sociale spilleregler ud af kraft og give udslag i lige så ekstreme handlinger, fortæller Louise Klinge, museumsinspektør ved Museum Kolding.
Verdenshistorie midt i Kolding
Da frihedsbudskabet havde lydt 4. maj 1945 om aftenen, og Gestapos folk i løbet af natten rømmede Staldgården, stod Zelle II tilbage. Og det gør den stadig – helt autentisk som dengang under 2. verdenskrig, hvor cellen blev brugt til forvaring af de arresterede modstandsfolk i pauserne mellem de forfærdelige forhør, som Gestapos folk udsatte dem for.
I dag kan man som gæst besøge Zelle II, som præsenteres med tre forskellige filmiske fortællinger. Hver fortælling har et fokus, som leder publikum helt ind i den gamle celle. En historie fortalt midt i Kolding som spejler sig i verdenshistorien.
Ny teknologi fortæller historie
Historien fortsætter uden for Staldgårdens mure, hvor man ved hjælp af ny teknologi kan gå en tur i besættelsestidens Kolding og møde den fiktive kvinde Gerda. Som nok det første museum i Danmark, og nogen siger endda i Europa, har Museum Kolding udviklet en guidet tur, hvor elementer i turen er lavet med den ret nye teknologi Augmentet Reality.
Guiden er en helt ny måde at tænke byvandringer på. Museum Kolding har lavet turen i samarbejde med den lokale virksomhed Vizgu. Vizgu, som app’en også hedder, viser kulturarv baseret på fremtidige og fremspirende teknologier. Bag virksomheden står de to brødre og koldingensere Esmir Juhl Ibricic & Mensur Ibricic.
-Når vi udvikler i Vizgu, bruger vi en helt særlig fremgangsmåde baseret på co-creation, som betyder, at vi udvikler vores produkt sammen med vores kunder. På den måde har Museum Kolding spillet en central rolle i udviklingen af wayfinders med co-creation tilgang, siger Esmir Ibricic.
En hel palet af oplevelser
Museum Kolding er i fuld gang med at udvikle Staldgården til at blive et egentligt museum med udstillinger og oplevelser.
-Med den nye udstilling, ’1943 – Gestapo kommer’, har Museum Kolding etableret sig på Staldgården med en palet med tre oplevelser om emnet 2. verdenskrig; Zelle II, som den grumme autentiske fortælling, udstillingen 1943, hvor man kan fordybe sig i personskildringer, og den moderne guidede tour, hvor de nyeste teknologier er brugt til at fortælle historien med, fortæller Rune Lundberg, direktør for Museum Kolding.
Kom til åbning
Udstillingen åbner 11. februar klokken 15, hvor der klippes snor og bydes velkommen ved Koldings borgmester Knud Erik Langhoff og Museum Koldings direktør Rune Lundberg.
Herefter vil der være lidt til ganen, og gæster bydes indenfor i udstillingen – måske i mindre grupper.
Åbningen kommer til at foregå udenfor, så tag godt med tøj på.
Alle er velkommen og Museum Kolding glæder sig til med denne udstilling at åbne endnu mere op for Staldgården og fortælle lokalhistorie med et blik ud i verden.