Kolding Netavis

Tag tiden til social ansvarlighed

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen 23 maj 2022
Opdateret 23/05/22 17:40

Læserbrev af Julie Bæk Krogh, formand for HK Privat Sydjylland, Rødkløvervej 16, 8700 Horsens.

Alle forældre kender situationen. Det lille barn sidder og fumler med de nye snøresko, men I skal altså ud ad døren. Så du binder hurtigt snørebåndene, og det kan du så blive ved med, indtil du får dig taget sammen til at lære barnet at gøre det selv. Først derefter bliver det lettere for alle parter at komme afsted til tiden.

Lignende situationer udspiller sig dagligt på de arbejdspladser, jeg besøger som formand for HK Privat Sydjylland. Her handler det ikke om snørebånd, men arbejdsopgaver, som man med fordel kan lære fra sig til en elev, en ny kollega eller et menneske i ressourceforløb. Men i den konkrete situation er det nemmere bare at gøre det selv, for man har jo travlt. Tro mig, jeg har været der selv.

Men når vi har for travlt til at få hjælp, snyder vi både os selv og potentielle kolleger, som netop kunne lette arbejdsdagen. Det bliver en ond cirkel. Vi har ikke tid til at oplære elever, så der bliver ikke uddannet nok medarbejdere, og så gør underbemanding alting endnu mere travlt.

Vi får heller ikke givet en chance til den store gruppe af ledige med særlige behov eller nedsat arbejdsevne, som kunne blive en kæmpe gevinst på en arbejdsplads. Hvis de altså fik chancen.

Kald det social ansvarlighed eller bare sund fornuft. Herfra skal lyde en stor opfordring til både arbejdsgivere og kolleger om at skabe rum for at lære fra sig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.