Kolding Netavis

Tag hele familien med til grundlovsfest i Legeparken

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Foto: Peberman (Arkivfoto)

Grundlovsfester er en tilbagevendende tradition, som mange danskere fejrer hvert år den 5. juni.

For at få flere børn og unge til at interessere sig for grundlovens betydning for demokratiet og den frihed, vi nyder godt af i Danmark, afholder initiativet Grundlovsfesten med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden for første gang nogensinde arrangementer i hele landet.

I Kolding er der grundlovsfest i Legeparken, hvor der er fokus på børns rettigheder og drømme for fremtiden, og der er masser af sjove aktiviteter for børn og voksne.

Vil skabe opmærksomhed hos børn og unge

Ambitionen med Grundlovsfesten i Kolding er at skabe opmærksomhed hos børn, unge og alle andre om vores frihed og demokrati – og ikke mindst at have en sjov dag, som alle vil huske og glæde sig til år efter år. Alle er velkomne til at være med til grundlovsfejringen.

Idéen om at engagere børn og unge i demokratiet på grundlovsdag kommer fra Olav Hesseldahl, der tidligere har stablet Ungdommens Folkemøde på benene og bl.a. sidder i Roskilde Festivals bestyrelse.

Han har etableret initiativet Grundlovsfesten, som vil samle landet i en national fejring af vores demokrati.

-Jeg har selv norsk familie og har oplevet, hvad 17. maj, som er Norges Grundlovsdag, gør for fællesskabet – ikke blot i Norge, men for nordmænd rundt i hele verden. Jeg drømmer om, at alle børn, der ser en offentlig bus med flag på den 5. juni, med det samme siger: ‘Det er, fordi det er grundlovsdag’. Vi skal genfortrylle og festliggøre mærkedagen, så vi får en stærkere fornemmelse for vores fælles demokratiske værdier, som er så vigtige at værne om. Især i en tid som denne, hvor vi ser, at demokratiet ikke kan tages for givet. Jeg håber derfor, at der er mange familier, som vil være med til en festlig og oplevelsesrig dag sammen med os på grundlovsdagen, siger Olav Hesseldahl, initiativtager og daglig leder af Grundlovsfesten, i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at initiativet afholder arrangementer for børn og unge, og de holdes på folkeskoler, efterskoler, ungdomsskoler, friskoler, højskoler, biblioteker og af andre ildsjæle. Grundlovsfesten støtter 30 arrangementer rundt om i landet, hvor der bl.a. vil være taler, koncerter, workshops og debatter, og alle er velkomne til at være med.

Bag Grundlovsfesten står omkring 50 markante danskere, som er en del af bevægelsen om at revitalisere grundlovsdag. Bl.a. Bertel Haarder, Johanne Schmidt-Nielsen, Tarek Hussein, Sørine Gotfredsen og Claus Hjortdal. Nordea-fonden og TrygFonden er vigtige samarbejdspartnere og støtter projektet.

-I TrygFonden er vi glade for at kunne bidrage til at skabe begejstring for demokratiet hos børn og unge. Vi arbejder for at modvirke underrepræsentation i demokratiet, og vi tror, at et positivt fællesskab mellem mange forskellige børn omkring en grundlovsfest kan støtte op om denne ambition, siger Peter Pilegaard Hansen, projektchef i TrygFonden.

Grundlovsfesten i Legeparken i Kolding starter klokken 11.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med: ,
Del denne artikel