Uge 43 er Knæk Cancer-ugen med mange indsamlinger rundt omkring i landet.
Koldinghus vil hele ugen være oplyst med rødt lys og lørdag den 30. oktober fra klokken 17-20 kan man købe en lyspose, som man kan dekorere eller skrive en hilsen på.
De indsamlede penge fra salg af poser vil gå til forskning, forebyggelse og behandling af cancer.
Alle lysposer stilles op i Knæk Cancer-logoets blomsterformation i Slotsgården, hvorefter der vil blive afholdt en ceremoni med sang, lystale ved borgmester Jørn Pedersen og et minuts stilhed. Ceremonien varer ca. 20 minutter.
Det er Stafet For Livet Kolding og lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse , der står for arrangementet i samarbejde med Kongernes Samling Koldinghus.
-Tænd et Lys er en smuk og meget stemningsfuld ceremoni til støtte for dem, der er ramt af kræft og til minde om dem, vi savner. Lyset symboliserer et håb om, at kræft en dag kan bekæmpes og viser samtidig, at dem vi har mistet ikke er glemt. De penge, der samles ind, er utrolig vigtige for forskningen og bekæmpelsen af kræft. Jeg mistede min mand til kræft for 7 måneder siden og uden forskningsmidler, var han død fem år tidligere, fortæller Lis Ravn Ebbesen, næstformand for lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse.
Program
17.00-20.00: Mulighed for at købe en lyspose og skrive en hilsen på posen i Kirkesalen
20.00-20.30: Opstilling af lysposer i formation i Slotsgården
20.30-20.50: Lysceremoni i Slotsgården med tale af borgmester Jørn Pedersen.
Praktisk info
Hvor: Slotsgården og Kirkesalen på Koldinghus
Tidspunkt: 17.00-21.00
Pris: Det er gratis at besøge Slotsgården og Kirkesalen fra kl. 17.00
Lysposer: man kan købe en lyspose for 50 kr. mellem kl. 17.00 og 20.00, og i kirkesalen kan man dekorere din lyspose med tegninger og en personlig hilsen til en, du holder af. Lysposer kan også købes på nettet
Forplejning: Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage i Kirkesalen.