Kolding Teaterforening viser en forestilling om sangerinden Grethe Ingmann.
Mandag den 31. oktober viser Kolding Teaterforening forestillingen ”Ta’ mig som jeg er”. Det er et musikalsk portræt af sangerinden, Grethe Ingmann.
Grethe Ingmann var ikke bare en af Danmarks absolut største sangerinder gennem tiden, hun var også eminent til at fortolke teksterne på en troværdig og inderlig måde. Hun var sjov og levende og fik datidens populære orkesterledere ud på kanten af stolene, da hun ved et tilfælde allerede som 17-årig hoppede fra strømpefabrikken på Amager og ind på scenen.
En aften, hvor Grethe sang med Jørn Graungaards orkester, sad Jørgen Ingmann blandt publikum, og de blev stormende forelskede. Hurtigt blev Grethe og Jørgen par nr. 1 i dansk popmusik, og det toppede, da de sammen vandt det Internationale Melodi Grand Prix i 1963 med “Dansevise”.
Grethes hjerte bankede for jazzmusikken og for den levende musik på spillestederne, og hun mestrede genren. Bent Fabricius Bjerre kaldte hende den danske Ella Fitzgerald. Forestillingen fortæller om Grethes liv på godt og ondt, om turene på landevejen, om kærligheden, om en tid der forandrede sig drastisk i dansk musik og i Grethes liv, om nedturen og om alt for mange bajere, der satte en stopper for det hele.
Hun døde allerede som 51-årig.
Trine Pallesen spiller Grethe Ingmann, og med sig på scenen har hun Mathias Grove Madsens orkester.
Kritikerne skrev:
-Man får i den grad lyst til både at danse og at slentre gennem regnen med Trine Pallesen og Mathias Grove Madsens sekstet, når de vækker Grethe Ingmanns brogede historie til live i den charmerende turnéforestilling ”Ta’ mig som jeg er”.
Forestillingen vises på Comwell Kolding Teater, og den begynder kl. 19.30. Billetter kan købes her.