Kolding Netavis

Ta’ del i cykelfesten: PostNord Danmark Rundt starter i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Dan Møller (Arkivfoto)

Kolding Kommune inviterer alle borgere til at deltage i den store cykelfest, når starten på 3. etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt går fra Kolding den 16. august.

Starten finder sted på Akseltorv, hvor der vil være masser af festligheder og mulighed for at komme helt tæt på rytterne.

-Vi er utrolig stolte over at være startby for den 3. etape af PostNord Danmark Rundt. Cykelløbet er en enestående mulighed for at fremvise vores smukke by og den stærke cykelkultur, vi har her i Kolding. Jeg glæder mig til at se både lokale og besøgende deltage i de mange spændende arrangementer, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff (C) i en pressemeddelelse og tilføjer:

-Det bliver en festlig dag i cyklingens tegn, og jeg håber, at alle vil komme og heppe på rytterne og nyde de mange aktiviteter.

Masser af arrangementer

Både i dagene op til og på selve dagen for løbet vil lokale aktører afholde arrangementer, som sikrer underholdning for hele familien. Cykelhistorien fortalt i billeder, åbent cykelværksted, E-cykling og lokale cykelfester, samt den obligatoriske storskærm. Der er meget at se frem til, for alle aldre og ikke mindst rundt omkring i hele kommunen.

-Post Nord Danmark Rundt er en af landets største sportsbegivenheder, og der kommer entusiaster og fans fra hele landet. Vi oplever i forvejen en rigtig stor interesse for cykelsporten, og alt det der er omkring et så stort arrangement som sådan et cykelløb er. Derfor håber vi også på stor opbakning og masser af tilskuere både ved selve starten og langs ruten, siger Birgitte Kragh (V), formand for Sundhed og Fritidsudvalget.

Hvis man gerne vil se rytterne helt tæt på, så er det oplagt at komme ned i området omkring Akseltorv i god tid fredag den 16. august. Det er nemlig der holdene og cykelrytterne gør sig klar og forbereder sig, forud for præsentationen. Her vil være rig mulighed for at se ryttere fra blandt andet danske ColoQuick Cycling og PostNord Landsholdet. Selve holdpræsentationen finder sted fra kl. Kl. 12.25.

Arrangementer op til og på løbsdagen

Kolding Cykler – cykelhistorie fortalt i billeder

Fra den 5. august kan du opleve udstillingen ”Kolding Cykler” i Nicolai Gården. Udstillingen præsenterer 125 års nedslag i Koldings cykelhistorie gennem udvalgte billeder. Denne installation er udarbejdet af Kolding Stadsarkiv og Museum Kolding og giver et fascinerende indblik i byens cykelkultur gennem tiden.

Åbent cykelværksted og workshop

Den 13. og 15. august fra kl. 16-20 i Nicolai Gården kan du lære at reparere din egen cykel. Du står selv for at fixe din medbragte cykel, men får kyndig vejledning og hjælp undervejs. Arrangementet er organiseret af NICOLAI KULTUR og UNGDOMSSKOLEN.

Miniræs på løbecykler

Den 16. august kl. 10-11:30 på Slotsgade med start- og målområde fra Helligkorsgade kan du heppe på de mindste, når lokale børnehaver dyster mod hinanden i løbecykel-løb. Vær forberedt på sprint-gys i børnehøjde fra start til slut. Der afsluttes selvfølgelig med medaljeoverrækkelse.

E-cykling for alle

Den 16. august kl. 12 på Akseltorv kan du prøve e-cykling på en rigtig racercykel. Kolding Bicycle Club stiller op med 2 e-cykler og ryttere fra klubben vil fortælle om mulighederne ved e-cykling. Klubben råder over 4 e-cykler, som medlemmer kan køre på gratis i deres lokaler.

Cykelfest med MTB Kolding

Den 16. august kl. 13-15 på Bøgelund, Bramdrupskovvej 40, Kolding inviterer MTB Kolding til cykelfest. Hep på rytterne fra PostNord Danmark Rundt og mød klubbens medlemmer. På dagen kan du høre mere om muligheden for at køre mountainbike. Da parkeringsmulighederne er begrænsede, opfordres gæster til at komme gående eller på cykel.

Lunderskov hepper

Den 16. august kl. 13:30-15:30 ved Lunderskov Station, Jernbanegade forvandles området til en fanzone. Hep med, når rytterne tager det skarpe højresving ned ad Jernbanegade. Arrangementet er organiseret af Lunderskovhallen m.fl.

Gadeteater: De skøre strømere

Den 16. august kl. 11:40 ved Sjølund Skole og kl. 14:30 ved Daglig Brugsen, Sjølund, kan du opleve skrupskørt gadeteater med De Skøre Strømere. Arrangeret af Kultur for Børn.

Sjølund hepper

Den 16. august kl. 14-17 ved Daglig Brugsen i Sjølund er der mulighed for at heppe på cykelrytterne, når de drøner gennem byen. Der vil være salg af pølser og drikkevarer, og en hoppeborg til børnene. Arrangementet er organiseret af Sjølund Brugsforening.

Storskærm i AL Passagen

Fra kl. 15 den 16. august ved Den Engelske Pub “You’ll Never Walk Alone” kan du følge PostNord Danmark Rundt live på storskærm, mens du nyder en kold øl eller vand i den gode stemning.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel