Kolding Netavis

Syng efterårs-depressionen væk

Sanggruppen Solong arrangerer et stort syng-med-arrangement i Forum Kolding. Pressefoto.

Lørdag den 6. november afholder Sanggruppen Solong et stort syng-med-arrangement i Forum Kolding under overskriften: Syng dig glad.

Den Kolding-baserede sanggruppe Solong har gennem flere år arrangeret syng-med-arrangementer forskellige steder.

For første gang underholder de i Forum Kolding Bramdrupdam. Formålet er at skabe en aften, hvor man er sammen om sangen og den positive energi, det giver.

-Selvom vi har arrangeret disse koncerter i flere år, så er det tydeligt at mærke, at den tradition for fællessang, der blev skabt under corona-nedlukningen, har sat sig i folk, fortæller Solongs formand Poul-Erik Hansen og fortsætter:

-Vi har derfor også været nødsaget til at skifte til Forum Kolding Bramdrupdam, hvor vi har dobbelt så mange billetter til rådighed.

Der har tidligere været 90 billetter til arrangementet, men med flytningen er der nu mulighed for 180 gæster. Størstedelen er allerede revet væk – og der er således kun ca. 40 billetter tilbage.

-Det særlige ved vores arrangement er også, at det kombineres med fællesspisning. Helt juleagtigt skal vi i år have flæskesteg med det hele og is til dessert. Vi ser også, at flere har brugt det som en mulighed for at mødes med venner og familie på en ny måde – og det er en idé, som vi gerne vil give videre, slutter Poul-Erik Hansen.

Arrangementet finder sted lørdag den 6. november kl. 18 i Forum Kolding Bramdrupdam. Billetter kan bestilles hos Rita på tlf. 7586 0406 eller købes på ssbad.dk.

Tagget med:
Del denne artikel