Sylvester er flyttet til Koldings industriområde vest for byen.
For to år siden fik Sylvester A/S den landsdækkende forhandling af Volvo kompaktmaskiner. Nu er firmaet netop blevet forhandler af Gehl minilæssere fra de nye lokaler i Koldings vestlige industriområde.
– Vi er nu kommet tættere på byen og ligger i et område, hvor der i forvejen er håndværkerbutikker, så mindre entreprenører, anlægsgartnere og håndværkere er vant til at komme her i området. Før lå vi lidt isoleret i det nordlige Kolding udenfor motorvejen, siger Tom Sylvester, da firmaet præsenterer de nye lokaler for kunderne ved et åbent hus.
– Vi har set frem til at præsentere Gehl for en større kundekreds, blandt andet fordi forhandlingen af Gehl kommer på udtrykkeligt ønske fra kunderne. Vi har fået mange forespørgsler på en læssemaskine, der kan transporteres på en trailer, og der er Gehls modeller perfekte.
– Læssemaskinerne fra Volvo er lidt for store til at kunne flyttes på en trailer. Dermed er de to produkter heller ikke i konkurrence, men de supplerer hinanden godt. Det er begge kvalitetsprodukter, som passer til vores primære kunder, siger Tom Sylvester.
Der var mange repræsentanter for mindre entreprenører, anlægsgartnere, brolæggere og håndværkere, der mødte op for at se de nye lokaler og produktnyhederne.