Kolding Netavis

Sygehuset åbnet igen: Har en opfordring til borgere

Området omkring skadestuen og lægevagten på Kolding Sygehus er igen åbnet efter der fredag aften blev spildt muldvarpegift indenfor på området.

I følge Ritzau blev området åbnet fredag aften ved 23.30-tiden.

Trekantbrand station Kolding blev kort efter klokken 19 kaldt til sygehuset, hvor der var melding om et giftudslip.

Det viste sig, at en mand, der havde arbejdet med muldvarpegift – og fået det på sig – havde efter foreskrifterne taget turen til skadestuen:

– Manden ved nok også, at man skal tage stoffet med sig til lægen for at vise, hvad det er. Og det er det han har gjort. Der bliver så spildt noget af muldvarpegiften inde på sygehuset og han får det på sig. Vi har fået afsnittet omkring skadestuen rømmet og vi skal have det rengjort, og sikre os at dampene fra giften ikke spreder sig, fortæller indsatsleder hos Trekantbrand station Kolding, Arne Christensen, til Kolding Netavis.

Ingen andre personer er kommet noget til.

Manden, der har fået muldvarpegift på sig, har det efter omstændighederne godt, blev det fortalt ude foran skadestuen, da de evakuerede personer fik en orientering fra sygehuset.

Opfordring til borgere

Sygehus Lillebælt har en opfordring til borgere, der enten har været hos vagtlægen eller på skadestuen og opholdt sig i området ved den fælles akutmodtagelse. Det gælder borgere, der har været der mellem klokken 18 og 19.

Borgere skal være opmærksomme på symptomer som åndenød, kvalme, svimmelhed og opkast.

Borgere, der har været til stede i området, og som oplever ovenstående symptomer – især i form af åndenød – eller er i tvivl om, hvorvidt de kan være påvirkede af giften, skal henvende sig til skadevisiteringen på 70110707, skriver Sygehus Lillebælt i et opslag på Facebook.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel