Kolding Netavis

Sygehusafdeling modtager arbejdsmiljøpris

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Medicinsk Sengeafsnit B på Sygehus Lillebælt i Kolding har netop modtaget Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris 2018. Prisen blev overrakt på regionens arbejdsmiljøkonference foran 800 medarbejdere og ledere.

Teamtræning, holdånd, makkerskab og en ledelse, der understøtter udvikling – det er nogle af de ingredienser, som Medicinsk Sengeafsnit B på Sygehus Lillebælt i Kolding holder i kog for at skabe et godt arbejdsmiljø. Afdelingen har et stort patientflow, og for at forebygge stress og fastholde medarbejdere har afdelingen bl.a. en mentorordning for nyansatte samt et stort fokus på forbedringstiltag, faglig sparring og udvikling. Hverdagen krydres med sociale indslag som morgensang i december og luciaoptog for patienterne.

Afdelingens arbejdsmiljøindsats smager af noget. Medarbejderne tilkendegiver, at de brænder for deres arbejde, fordi de får lov til at udvikle sig, og afdelingen har en høj patienttilfredshed i den landsdækkende undersøgelse af patienttilfredshed (LUP). Patienter og pårørende kan nemlig mærke, at medarbejderne er glade for at gå på arbejde, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris uddeles af regionens øverste samarbejdsorgan, Hovedudvalget. Formand for Hovedudvalget og regionsdirektør Jane Kraglund siger om prisvinderen:

– Jeg hæfter mig ved, at arbejdsmiljøindsatsen på Medicinsk Sengeafsnit B på Sygehus Lillebælt i Kolding findes på flere niveauer. De har en ledelse, der understøtter udvikling, der er fokus på det kollegiale og faglige medarbejderne imellem, og de yder noget ekstra for patienter og pårørende. Samlet set er de lykkedes med at gøre den travle medicinske afdeling til en attraktiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø.

Arbejder seriøst med arbejdsmiljøet

Også næstformand i Region Syddanmarks Hovedudvalg, Lone Rasmussen, glæder sig på prismodtagernes vegne:

– Der har i år været dobbelt så mange indstillinger til prisen som tidligere. Det vidner om, at afdelingerne i vores store organisation arbejder seriøst med arbejdsmiljøet. Medicinsk Sengeafsnit B på Sygehus Lillebælt i Kolding vinder prisen, fordi de viser, at et godt samarbejde mellem ledere og medarbejdere giver et godt arbejdsmiljø.

To andre afdelinger var også nomineret til prisen

Yderligere to afdelinger – Syddanske Vaskeriers afdeling i Svendborg og Medicinsk Modtagelse på Sygehus Sønderjylland – var nomineret til Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris.

Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris

Prisen gives hvert andet år til en indsats, der skaber et bedre arbejdsmiljø og sætter kerneopgaven i centrum. Med prisen følger 10.000 kr., som afdelingen kan bruge til det fortsatte arbejde med at sikre et godt arbejdsmiljø.

Prisuddelingen fandt i år sted på regionens arbejdsmiljøkonference, der blev afviklet på IBC Innovationsfabrikken i Kolding 20. september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel