Kolding Netavis

Svindlede med leasingbiler: Nu er han dømt

Foto: Shutterstock (Modelfoto)

Det kostede en fængselsdom for, at svindle med leasingbiler.

En 43-årig mand fra Fyn er blevet idømt 3 års fængsel – heraf 6 måneder ubetinget fængsel, mens den øvrige del er betinget fængsel med to års prøvetid. Manden er dømt for at have snydt Skat for betaling af 10,7 millioner kroner i registreringsafgifter på 90 leasingbiler. Det oplyser Fyns Politi.

Manden, der drev en leasingvirksomhed på Fyn, afgav i perioden fra maj 2013 til februar 2017 urigtige oplysninger til Skat i forbindelse med indregistreringen af leasingbilerne. På den måde snød han for at betale de mange millioner i registreringsafgift.

Manden er dømt for overtrædelse af straffelovens §289, der handler om unddragelse af registreringsafgift af særlig grov karakter. Han blev desuden idømt en tillægsbøde til statskasse på 5,3 millioner kroner jf. straffelovens §50 stk.2.

Den 43-årige mand modtog dommen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel