Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Jeg har fået kendskab til en ung mand, som af sin oprindelige opholdskommune, er anbragt på et bosted i en anden kommune. Den nye kommune er dermed blevet handlekommunen.
Handlekommunen har dokumenteret behov for flere timer, på grund af en forværring i borgens helbred, men betalingskommunen (den oprindelige kommune) vil ikke anerkende disse timer.
Borgeren er ikke i stand til at tage vare på sig selv, ved at tage hjelm på og sætte sig i sin kørestol, så han falder ofte og slår hul i hovedet, brækker næsen, foden og kæben.
Indenfor den sidste uge, er han faldet tre gange.
Ligeledes har handlekommunen bedt om forskellige hjælpemidler, for at sikre borgeren og betalingskommunen har efter længere forhandling accepteret et hjælpemiddel, som stadig er undervejs.
På grund af mange fald i forhandlingsperioden og fremadrettet, har handlekommunen følt sig nødsaget til at beskytte borgeren med ekstra personaletimer, som tages væk fra andre borgere på bostedet.
Midt i det hele står en borger, som svigtes.
Der tages fra betalingskommunen ikke hensyn til ham som menneske, der tages ikke hensyn til hans retssikkerhed og forespørgsler fra handlekommunen vurderes så længe, at der sker nye uheld.
Kan det passe at vi som borgere i et velfærdssamfundssamfund skal finde os i den behandling eller er vi nået til et punkt, hvor systemet skal revurderes af en uvildig instans? Og hvis det offentlige system ikke kan, så et privat arrangement.
Måske skal vi endelig sætte retssikkerhed og velfærd øverst på prioriteringslisten.
