Læserbrev af Dorthe V. Willumsen, formand for HK Kommunal Sydjylland, Højageren 59, Østbirk, og Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat Sydjylland, Matrosvænget 187, Esbjerg.
Vi har brug for stærke uddannelser med gode jobmuligheder i Sydjylland. Vi har også brug for dygtige administrative medarbejdere til vores lokale offentlige arbejdspladser.
Derfor har vi meget svært ved at forstå UC Syds ønske om at berosætte deres uddannelse til administrationsbachelor, som i dag findes i Esbjerg og Haderslev. Som formænd for de offentligt ansatte HK’ere i Sydjylland vil vi på det kraftigste fraråde dette.
Uddannelsen er p.t. den eneste for sydjyder, der ønsker sig en bachelor indenfor det administrative område. Lukker den, tvinger man de unge til enten at droppe den uddannelse eller til at rejse til en anden del af landet for at få den.
Det er for det første ikke i orden over for de unge, at deres lokale uddannelsesmuligheder begrænses på den måde. For det andet kan det få store konsekvenser for det sydjyske arbejdsmarked.
Alene på det kommunale område er hver femte HK’er over 60 år og over halvdelen er fyldt 50. Mange vil snart gå på pension. Hvem skal tage over efter dem? Hvis UC Syd stopper med at uddanne administrationsbachelorer, risikerer vi mangel på administrativ arbejdskraft som formentligt særligt vil ramme yderområderne.
Vi undrer os over, at UC Syd vil træffe en så drastisk beslutning, mens en reform af professionsuddannelserne er undervejs. Virkeligheden kan se helt anderledes og lysere ud for uddannelsen, når regeringens reform lander.
I stedet for at afvikle uddannelsen bør UC Syd fokusere på udvikling fx gennem bedre markedsføring, samarbejde med jobcentre og en stærkere profilering af uddannelsens unikke styrker.
Svigt nu ikke Sydjylland, UC Syd. Lad os sammen sikre, at vi fortsat har stærke uddannelser og dygtige medarbejdere til at gøre vores landsdel stærk.