Kolding Netavis

Sur smiley og bøde: Restaurant var beskidt og dårlig vedligeholdt

Restauranten fik to bøder – en bøde for manglende rengøring og en bøde for dårlig vedligehold.

Restauranten Desi Indian Taste i Låsbygade i Kolding har fået en sur smiley samt to bøde á 7.500 kroner – i alt 15.000 kroner.

Fødevarestyrelsen var 28. april på et ekstra kontrolbesøg i restauranten. Her viste det sig, at den var gal med rengøringen i køkkenet og køleområdet:

-Generelt fremstår området ved stegeparti snavset og fedtet. Der ses sprøjt af fedt på siden af lille ovn. Generelt fremstår gulvet under og væg omkring komfur med tydeligt fedtede belægninger og produktrester. Der ses sprøjt af produktrester på væg ved arbejdsbord. I kølerummet ses der lidt spindelvæv øverst på den ene væg. Spande med fødevarer i kølerummet fremstår udvendig med fedtede belægninger. Kølerumsdør ved håndtag fremstår fedtet og gummilisten rundt om døren fremstår med fedtede olierede belægninger, skriver Fødevarestyrelsen blandt andet i kontrolrapporten.

Det var også galt med vedligeholdelsen:

-Generelt fremstår væggen langs arbejdsbord med huller, fuge langs bordet fremstår flosset og
ujævn. Ved håndvasken fremstår fugen ligeledes ujævn og flosset. Der mangler fuger på væggen mellem fliser over fryseren, ligeledes ses flere hylder med en endekant af råt træ og derved er det ikke rengøringsvenligt. I lille lokale ud mod baggård og personaletoilet, hvor der opbevares kasser med emballage, fremstår væg/mur og trappeopsats med afskallet puds. Generelt fremstår virksomheden dårligt vedligeholdt med ikke rengøringsvenlige overflader, står der videre i kontrolrapporten.

Disse to forhold kostede en sur smiley samt bøder for i alt 15.000 kroner. Virksomheden havde ingen kommentarer til det, oplyser Fødevarestyrelsen.

Det er anden gang i løbet af de seneste fire besøg fra Fødevarestyrelsen, at Desi Indian Taste får en sur smiley. Senest var den 28. oktober sidste år.

Det er ikke lykkedes Kolding Netavis, at få en kommentar fra Desi Indian Taste.

Del denne artikel