Kolding Netavis

Sur smiley: Hotel-restaurant får også en bøde

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Hotellets restaurant har fået en sur smiley og en bøde. **Svar fra hotellets direktør er tilføjet artiklen**

Restaurant Saxildhus på Hotel Saxildhus på Banegårdspladsen i Kolding har fået en sur smiley efter Fødevarestyrelsen har været på en ekstra kontrol.

Restauranten har ikke rettet op på en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen fra forrige kontrol, skriver Fødevarestyrelsen i en kontrolrapport.

– På hylder, stikvogn og væg i kølerum ses flere steder belægninger af formodet skimmel. På stikvognen og hylderne opbevares blandt andet fødevarer i lukkede beholdere, fødevarer løst tildækket med film samt ikke-tildækkede bær. Komfur og væg bag komfur i anretterkøkken fremstår med fedtede belægninger. Håndtag til køle- og fryseskabe i stort køkken fremstår fedtede. Sæbedispenser i anretterkøkken fremstår med formodede oliepletter på trykpuden, står der i kontrolrapporten.

Uenig i afgørelsen

Restaurant Saxildhus er uenig i afgørelsen og mener, at der er der er tale om ir på aluminiumsoverflader på stikvogn, hylder og væg i kølerum, var restaurantens svar i kontrolrapporten.

– Det har altid ligget os stærkt på sinde at sikre kvaliteten i alle led af vores forretning, så vores kunder er garanteret den gode service og kvalitet, vi er kendte for. Derfor beklager vi meget, at dette er sket. Det er naturligvis en uheldig situation, som er dybt uacceptabel. Saxildhus står over for en renovering, hvor blandt andet køkkenet skal udskiftes, hvilket også står beskrevet i Fødevarestyrelsens rapport. Indtil dette sker, vil vi naturligvis sørge for at bringe eksisterende forhold i orden. Vi vil i samme ombæring naturligvis sørge for at gennemgå hygiejneprocedurerne med al vores personale, så vi sikrer, at vi også fremover lever op til gældende krav, siger Hotel Saxildhus’ direktør, Peter Milling fra Milling Hotels, til Kolding Netavis.

Restauranten fik udover den sure smiley også en bøde på 5.000 kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel