Kolding Netavis

Sundhed skal være tættere på borgerne

Elo Christoffersen
Vibeke Henriksen. Privatfoto.

Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), byrådskandidat i Kolding Kommune samt kandidat til regionsrådet i Region Syddanmark, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Sundhed skal være tættere på borgerne – og systemet skal arbejde for mennesker, ikke imod dem. Det er mit budskab.

Jeg har netop meddelt mit kandidatur til Regionsrådsvalget 2025 for Moderaterne med et klart mål for øje: At styrke sundhedsvæsenet og sikre bedre vilkår for både patienter og ansatte. Mit navn er Vibeke Henriksen, og med en baggrund som social- og sundhedshjælper og næstformand i Region Syddanmark for SIND – for psykisk sundhed, går jeg til valg med et brændende ønske om forandring.

Jeg har set sundhedssystemet indefra – både som fagperson og som pårørende. Jeg har oplevet de steder, hvor systemet fungerer, men også dér, hvor det svigter. Vi skal have et sundhedsvæsen, der arbejder for borgerne, ikke imod dem.

Ventelisterne vokser, psykiatrien er underprioriteret, og forskellen på, hvilken behandling man får, afhænger af ens postnummer. Det kan ikke være rigtigt, at mennesker med psykiske lidelser skal vente i månedsvis på behandling. Vi skal ligestille psykisk og fysisk sygdom – og det starter i regionerne.

Mine tre centrale mærkesager er:

  • Et nært og sammenhængende sundhedsvæsen – behandling tættere på borgerne og færre unødvendige indlæggelser.
  • En styrket psykiatri – psykisk og fysisk sygdom skal ligestilles. Flere sengepladser og hurtigere hjælp.
  • Lighed i sundhed – ingen skal opleve dårligere behandling på grund af geografi eller økonomi.

Jeg stiller op, fordi jeg ved, hvad der virker – og hvad der ikke gør. Vi har brug for løsninger, der fungerer i praksis, og et system, der sætter patienten først.

Med min erfaring og mit stærke engagement håber jeg at kunne gøre en forskel i Region Syddanmark.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel