I et 2024 med betydelige engangsomkostninger og stor volatilitet i markedet leverede Nic. Christiansen Gruppen i Kolding et overskud før skat på 55 mio. kr.
Omsætningen lyder på 7,93 mia. kr., og egenkapitalen er 1.154 mia. kr. Efter et år med yderligere opkøb og tilpasning af forretningen står koncernen nu stærkt rustet til de kommende år.
Det økonomiske resultat er isoleret set ikke tilfredsstillende for Nic. Christiansen Gruppen, men 2024 blev et meget vigtigt år for koncernens udvikling og strategiske styrke. Nic. Christiansen Gruppen har således – trods udfordrende markedsvilkår – eksekveret på sin strategi om udvidelse og konsolidering af forretningen.
Det betyder, at Nic. Christiansen Gruppen er vokset betydeligt, og det gør ifølge administrerende direktør, Niels Vrist Bertelsen, at koncernen står på et særdeles stærkt fundament.
-2024 har været et omstillingsår for Nic. Christiansen Gruppen, hvor vi har truffet nogle vigtige og nødvendige forretningsmæssige beslutninger, som betyder, at vi har foretaget en række tilpasninger og føjet nye enheder til koncernen, siger Niels Vrist Bertelsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
-Vores frasalg af Hyundai i Sverige og Jaguar Land Rover i Norge og Sverige har været forbundet med ekstraordinære engangsomkostninger, ligesom indtjeningen ikke levede op til forventningerne, og det har haft en markant effekt på resultatet. Der er desuden investeret betydelige beløb i integrationen af de forretningsområder, der er kommet til i 2024. Men koncernens fortsatte eksekvering af vores strategi betyder, at Nic. Christiansen Gruppen nu står et virkelig stærkt sted og har et bundsolidt fundament for fremtiden.
Større og stærkere end nogensinde
Udover indvielsen af Nic. Christiansen Gruppens nye hovedkvarter, NCG Huset på Sjællandsvej i Kolding, har 2024 også budt på en udvidelse af forretningen. I Danmark har Nic. Christiansen Gruppen købt Ford Motor Company A/S, hvilket betyder, at koncernen fra årsskiftet 2025 overtog importen af det traditionsrige brand, og i Tyskland har man købt BMW- og MINI-forhandlerkæden STADAC. Dette sker i forlængelse af en række opkøb i de seneste år, der blandt andet tæller tyske May & Olde, nordsjællandske ERA BILER og den landsdækkende værkstedskæde Skorstensgaard.
-Vi har igen i 2024 leveret på vores ambitioner om styrke forretningen gennem opkøb og en udvidet brandportefølje. Vi er særligt stolte af at have føjet Ford til forretningen. Nic. Christiansen Gruppen har store forventninger til Ford, som er markedsledende inden for varebiler og blandt de mest populære mærker blandt privatkunder, slutter Niels Vrist Bertelsen.
Nic. Christiansen Gruppen står nu som en større og stærkere virksomhed end nogensinde før. Koncernen er vokset betragteligt og står godt positioneret til at udnytte de muligheder, der opstår i en bilbranche, som fortsat er under hastig forandring. Og begyndelsen på 2025 har bekræftet, at optimismen i den grad er velbegrundet, fortæller Niels Vrist Bertelsen.
”Vores indtjening for første kvartal i 2025 overgår årsresultatet for 2024. Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med, og det bekræfter os i, at vi har foretaget de nødvendige tilpasninger, og at vi står særdeles stærkt positioneret til at fortsætte vores vækstrejse. Derfor har vi store forventninger til 2025 – og de kommende år.”
Nic. Christiansen Gruppen budgetterer i 2025 med en betydelig styrkelse af både omsætning og indtjening og forventer således et resultat før skat på 178 mio. kr.