Linjerne til et helt nyt studiestartevent er ved at blive tegnet op. Den 7. september kan Koldings studerende for femte gang skyde studieåret i gang med en koncert i campusområdet.
Det er studerende fra byens fire videregående uddannelsesinstitutioner, der som noget nyt er involveret i planlægningen og afviklingen af studiestartkoncerten StudieRock. De studerende har blandt andet givet StudieRock et nyt navn for at markere, at det er et nyt koncept. Det nye navn er: Kontur – studiebyfestival.
– Vi vil med festivalen tegne konturerne op for et helt nyt studiestartarrangement i Kolding. StudieRock var et godt og veletableret event, men fordi arrangementet er tiltænkt de studerende, så er det essentielt, at vi følger med tiden. Derfor er det oplagt at involvere de studerende, så de kan være med til at formgive arrangementet, fortæller studiebykoordinator Malu Møller i en pressemeddelelse.
Det er Kolding Kommune, IBA Erhvervsakademi Kolding, Designskolen Kolding, UC SYD, Syddansk Universitet Kolding og Studieby Kolding, som står bag Kontur.
– Det er sindssygt spændende at være med til at udvikle og planlægge et musikarrangement af den størrelse. I arbejdsgruppen er vi studerende fra vidt forskellige studier. Der opstår altså en helt vild synergi, når mennesker med så forskellige baggrunde arbejder sammen, siger Maja Husted Nielsen, som læser international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet.
Kontur – studiebyfestival handler ikke bare om musik, men har i høj grad fokus på at udvikle det fælles studiemiljø på tværs af uddannelsesinstitutionerne.
– Det er ret unikt, at Kolding har så mange videregående uddannelser. Det skal vi simpelthen udnytte, hvilket vi gør ved at gå sammen om at skabe det nye koncept for studiestartskoncerten. I år skruer vi også endnu mere op for fællesskabende aktiviteter. Programmet starter allerede kl. 15.00 og byder ud over koncertoplevelser også på streetfood, installationskunst og hyggelige loungeområder, forklarer Malu Møller.
Kontur er gratis og alle er forsat velkomne til at deltage til arrangementet. Arrangørerne vil inden længe offentliggøre artister.
Fakta om Kontur
• Kontur er en gratis endagsfestival
• Pladsen er åben for alle
• Festivalen foregår på campusområdet ved SDU
• Det er tilladt at medbringe egne drikkevarer
• Det er Kolding Kommune, IBA Erhvervsakademi Kolding, Designskolen Kolding, UC SYD, Syddansk Universitet Kolding og Studieby Kolding, som står bag Kontur.
• Læs mere på www.studiebykolding.dk