Kolding Netavis

Støt den nye legeplads ved sygehuset

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Nu kan borgerne i Trekantområdet støtte den nye legeplads ved sygehuset i Kolding.

Takket være et initiativ fra Middelfart Sparekasse, kan alle borgere i Trekantområdet nu støtte projektet ”Leg dig glad”, som tager sigte på et få etableret en ny legeplads ved børneafdelingen ved Sygehus Lillebælt, Kolding. Sparekassen har taget initiativ til her i september at stå i spidsen for crowdfunding – indsamling på nettet.

Det er foreningen Hospitalsklovne Trekantsområdet, der står bag ”Leg dig glad”. Projektet går ud på at skaffe omkring 400.000 kroner til en ny legeplads, som de cirka 3.000 årlige indlagte børn vil få stor glæde af.

Den nuværende legeplads er ikke længere tidssvarende og lever ikke op til gældende sikkerhedskrav.

– Det er en meget stor glæde for os, at Middelfart Sparekasse har sat denne crowdfunding-indsamling i gang. I forvejen har sparekassen støttet projektet med 100.000 kr., så det er næppe forkert at sige, at sparekassen har en stor andel i, at den nye legeplads bliver en realitet. En bedre samarbejdspartner kan vi ikke ønske os, lyder det fra formand for Hospitalsklovne Trekantsområdet, Geert Madsen, i en pressemeddelelse.

Crowdfunding er en forholdsvis ny måde at skaffe økonomi på til lokale projekter. Indsamlingen på nettet sker efter tilladelse fra Indsamlingsnævnet, som bl.a. holder øje med, at de indsamlede penge nu også blive brugt til formålet – i dette tilfælde en ny legeplads.

– Når det koster omkring 400.000 kr. at etablere den nye legeplads, hænger det sammen med, at alle legeredskaber fra det lokale firma, Ledon, opfylder en lang række krav, som indgår i behandlingsforløbet af de indlagte børn. Det drejer sig bl.a. om: stimuleringen af barnets finmotorik, rolleleg, styrkelse af de kreative og kognitive evner, fantasi, følesans, fordybelse og sproget. Af samme grund har alle personalegrupper i børneafdelingen været involveret i at udvælge redskaberne, tilføjer Geert Madsen.

Borgere, der ønsker at støtte ”Leg dig glad” kan bidrage via crowdfunding.midspar.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel