Kolding Netavis

Stort uheld satte en prop i morgentrafikken

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Dashcam/Elo Christoffersen.

Mandagens morgentrafik sneglede sig mange steder afsted på grund af et større uheld på motorvejen.

Mandag morgen skete der et større uheld på Den Sønderjyske Motorvej E45 mellem Kolding V og Bramdrupdam.

Kort før klokken 08 røg tre lastbiler, en varebil samt en taxa i et harmonikasammenstød:

– Det kan være sket enten på grund af uopmærksomhed eller for tæt kørsel, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, til Kolding Netavis.

Kilometerlange kø

Uheldet skete lige i myldretidstrafikken – og på motorvejen i nordgående retning strakte der sig en kø fra omkring afkørsel Vonsild og helt op til uheldsstedet syd for Bramdrupdam:

– Vi fik dog hurtigt to vognbaner åbnet, så trafikken kunne passere med forsigtighed. Men det er klar det giver problemer i trafikken på det tidspunkt, fortæller Lars Grønlund.

En person blev kørt til kontrol på Kolding Sygehus, men i følge politiet var der ingen alvorlig tilskadekomst.

Der var ryddet helt op på motorvejen ved 10-tiden mandag formiddag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel