Kolding Netavis

Stort kryds lukkes for gennemkørsel i seks uger

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

En del af krydset vil være spærret for gennemkørsel i seks uger.

Fra på mandag vil trafikken til og fra Seest blive alvorligt påvirket. I de næste seks uger vil en del af Seest Bakke nemlig være spærret for gennemkørsel. Det sker i forbindelse med ombygningen af det trafikerede kryds i bunden af Seest Bakke. Alle trafikanter, som er vant til at bruge vejen, må indstille sig på længere transporttid:

– Trafikken bliver mærkbart påvirket. Hvis man kan finde en anden rute, vil jeg anbefale, at man gør det, og ellers må man afsætte ekstra tid til turen, siger vejingeniør Lene Pilt i en pressemeddelelse.

Sådan påvirkes trafikken

Fra mandag klokken 09 vil Seest Bakke være lukket på strækningen fra Olaf Ryes Gade til W Kiørboes Vej. I stedet ledes al trafik – biler, busser, cykler, fodgængere, osv. – via Olaf Ryes Gade og Konstantin Hansens Vej.

– Som en del af udvidelsen af Seest Bakke-krydset skal Konstantin Hansens Vej opgraderes til gennemkørsel for trafik mellem Seest Bakke og Olaf Ryes Gade. Det kræver en del tilpasninger af vejen. De tilpasninger laves først senere. I denne fase fjerner vi blot afspærringen ved Olaf Ryes Gade, så det bliver muligt at køre gennem Konstantin Hansens Vej. Det er kun en midlertidig løsning, som på ingen måde er ideel. Jeg er godt klar over, at pladsen vil være trang – ikke mindst for busser og lastbiler – og derfor håber jeg også, at alle trafikanter vil være tålmodige og vise hensyn til hinanden, understreger Lene Pilt.

For at skabe bedst mulig plads til trafikken på Olaf Ryes Gade og Konstantin Hansens Vej indføres der de næste seks uger parkeringsforbud på den ene side af vejene og standsningsforbud på den anden.

Parkeringsforbud indføres på den østlige side af Olaf Ryes Gade næsten op til Saxovej og på den nordlige side af Konstantin Hansens Vej.

Artiklen fortsætter under billedet…

kort lukning af seest bakke

Standsningsforbud indføres på den vestlige side af Olaf Ryes Gade op til Konstantin Hansens Vej og på den sydlige side af Konstantin Hansens Vej.

Også for busserne vil der være omkørsel via Olaf Ryes Gade og Konstantin Hansens Vej. Stoppestedet ud for Seest Bakke 7A vil derfor ikke kunne bruges. Passagerer henvises i stedet til stoppestedet på Seest Bakke ved Wesselvej.

Nyt kryds klar i uge 8

Mens trafikanterne bliver ledt ud på en lidt snørklet omvej, fortsætter arbejdet med at udvide Seest Bakke-krydset. I de kommende seks uger forlægges Seest Bakke – dvs. forløbet af den sydlige del af vejen flyttes, så Seest Bakke kommer til at munde ud i Tøndervej længere vestpå. Den nordlige del af Tøndervej udvides sideløbende med et ekstra spor ved Seest Bakke.

– Med forbehold for hårdt vintervejr og andre uforudsete ting regner jeg faktisk med, at vi kan begynde at bruge den nye strækning af Seest Bakke og det nye kryds ved Tøndervej i slutningen af uge 8. Det betyder ikke, at vi er færdig med projektet. Der vil stadig være masser af opgaver, bl.a. tilpasningen af Konstantin Hansens Vej, og de sidste ting ventes først at være på plads til sommer. Men den overordnede trafik kommer til at glide mærkbart bedre, når vi åbner for det nye lyskryds, slutter Lene Pilt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel