Den allerførste SommerCamp på erhvervsskolen Hansenberg – hvor godt 80 skoleelever i denne uge er samlet – er så stor en succes, at skolen har planer om at udvide konceptet.
For første gang nogensinde har erhvervsskolen Hansenberg i Kolding udbudt en SommerCamp for elever i 5.-10. klasse.
Den finder sted i denne uge, og samtlige hold – “Byg og ræs”, “FoodCamp”, “Pas på dyrene” og “Grafisk design” – var hurtigt fuldt bookede.
Som holdnavnene antyder, dækker SommerCamp over en bred palet af Hansenbergs mange uddannelser, og skolechef Kirsten Grosen er overordentlig tilfreds med den måde, hvorpå forældre og skoleelever har taget imod initiativet:
-Der er stor interesse for at komme på SommerCamp – og for at afprøve erhvervsuddannelser – og det er et godt alternativ til de mere kendte camps, hvor sport ofte er omdrejningspunktet. Det har også bevist, at de unge gerne vil foretage sig noget frem for at være derhjemme, når forældrene måske endnu ikke har fået sommerferie.
-Jeg håber, at deltagerne har nogle positive, givtige og lærerige dage på en erhvervsskole – og møder andre med samme interesser. Og måske kan den positive oplevelse være med til, at de ser en fremtid som faglært, for Danmark har brug for, at langt flere vælger den karrierevej, fortæller Kirsten Grosen i en pressemeddelelse.
Deler interesser
Rundt om på holdene viser deltagerne da også stort engagement, når opgaver skal løses:
-Det er en rigtig god måde at starte sommerferien på. Mine forældre er stadig på arbejde, og det er meget sjovere at være her end at kede sig derhjemme. Jeg er så glad for at være med, og jeg glæder mig til, at vi skal se Hansenbergs zoologiske have, fortæller 11-årige Julie Harbeck Hansen fra Almind.
Hun har valgt holdet “Pas på dyrene” af en helt særlig grund:
-Jeg kan godt tænke mig at blive dyrlæge eller dyrepasser.
“Pas på dyrene” holder til på Hansenbergs afdeling i Vranderup, og det samme gør “Grafisk design”, som blandt andre 15-årige Mathilde Lykke Mikkelsen fra Christiansfeld har valgt:
-Det er så fedt at være her, for vi laver så meget forskelligt – og kommer der flere camps, melder jeg mig til! At der er aldersspredning, gør overhovedet ikke noget, for vi er her jo, fordi vi har samme interesser.
-Jeg har altid interesseret mig for at redigere film og billeder – og i det hele taget være kreativ. Her har vi mulighed for at prøve PhotoShop og andre programmer, som jeg ikke har derhjemme – og det er fedt, forklarer Mathilde Lykke Mikkelsen.
Møder nye venner
I Hansenbergs store tømrerværksteder på C.F. Tietgens Vej 8 prøver deltagerne på “Byg og ræs” kræfter med alt fra at bygge strandstole til at køre gokart. Og 12-årige Markus Lilleris Poulsen fra Nr. Bjert er glad for at være med:
-På sigt vil jeg gerne arbejde med IT, men i skolen kan jeg rigtig godt lide at arbejde med træ i sløjd, og derfor meldte jeg mig til. Det er megafedt at være med, og jeg glæder mig til at lave endnu mere i træ.
15-årige Nanna Lange Jørgensen fra Seest er med på “FoodCamp”, hvor menuen blandt andet står på gourmethotdogs, blomsterdekorationer og helstegt kylling:
-Min veninde og jeg ville gerne finde noget at lave sammen i denne uge, og jeg interesserer mig både for at lave mad og for tjenerfaget. Jeg har ikke helt besluttet mig for, hvad jeg vil, men kokke- og tjeneruddannelsen er begge med i mine overvejelser. Og jeg har fundet nye venner, mens jeg har været her.
SommerCamp har været så stor en succes, at Hansenberg næste år har planer om at udvide konceptet, så endnu flere fag bliver repræsenteret.
Se billederne øverst i artiklen…