Kolding Netavis

Stort drama: KIF undgår nedrykning

KIF Kolding kan efter nedrykningsdramaet fortsætte i den bedste liga i Danmark. Foto: KIF Kolding.

Efter et stort drama fredag aften reddede KIF Kolding sig endnu en sæson i herreligaen.

I en tredje og altafgørende kamp skulle KIF Kolding fredag aften forsøge at undgå nedrykning til 1. division. Men TM Tønder gav igen KIF Kolding kamp til stregen, men KIF kunne efter en formidabel indsats trække sig sejrigt ud med cifrene 33-28 (pausestillingen var 17-14).

Men TM Tønder overgav sig ikke sådan undervejs i kampen. Med et kvarter tilbage bragte Tønder sig i front med 21-22 og med godt ti minutter tilbage var Tønder fortsat i front med 24-25. Da sitrede Sydbank Arena i nervøs spænding, men så trådte flere KIF-spillere i karakter, skriver KIF Kolding på deres hjemmeside.

Martin Mauer Larsen, som har haft en svær sæson, scorede et par fantastiske mål, unge Jeppe Larsen scorede på en kontra sit tredje mål, og både Jens Svane Peschardt og Kasper Irming lavede vigtige mål i slutfasen samtidig med, at Anders Petersen diskede op med vigtige redninger, da TM Tønder var tvunget til at forcere.

Samtlige KIF-spillere fortjener at blive nævnt, fortsætter klubben. Cyril Viudes spillede en flot afskedskamp, Flodman på fløjen var som altid scoringssikker, Olafur Gustafsson og Alexander Morsten leverede en klippestærk indsats både i forsvar og angreb, og Richard Frisk havde også nogle vigtige redninger og en super aflevering, som endte i hænderne på Andreas Flodman, som gav en vigtig kontrascoring.

Efter kampen var cheftræner Lars Rasmussen en lettet mand:

– Det er nok det største pres nogensinde; den hårdeste, sværeste periode i mit liv som spiller og træner. Man skal være tæt på mig for at forstå, hvad man har været igennem. Lettelsen er svær at beskrive. Det har været et helvede i tre og en halv måned. At slutte af sådan her gør det hele, siger klubbens cheftræner Lars Rasmussen til TV2 Sport.

Fredag aften var der 4129 tilskuere, hvilket var sæsonrekord.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *