Danmarks største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap skydes i gang på fredag i Sydbank Arena.
Efter flere udsættelser på grund af corona er det nu endelig muligt at afvikle den ottende udgave af Special Olympics Idrætsfestival, som er den største idrætsbegivenhed herhjemme for idrætsudøvere med udviklingshandicap eller andre særlige behov.
Nedtællingen har været i gang i lang tid, og der er derfor lagt op til et brag af en weekend i Kolding, som skydes i gang fredag aften kl. 19.30 med en festlig åbningsceremoni i Sydbank Arena.
Alle deltagende atleter og trænere samles om at hejse flaget og tænde festivalflammen, og der er indmarch, musik og taler af blandt andre Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (C) og formand for Parasport Danmark, John Petersson.
Prinsesse besøger sportsbegivenheden
Lørdag og søndag dyster deltagerne i 12 forskellige idrætsgrene på idrætsanlæg i og omkring Kolding. Prinsesse Benedikte kommer søndag forbi Sydbank Arena og overværer idrætsaktiviteter, overrækker medaljer og besøger Healthy Athletes.
I Sydbank Arena kæmper hele 236 håndboldspillere i en rekordstor turnering, og i Seest Idrætspark er der 156 spillere i aktion i fodboldturneringen og 58 på atletikstadion, mens 74 svømmere hopper i bassinet i Arena Syd i Vamdrup, hvor der også spilles bordtennis og floorball.
Der kan med andre ord opleves masser af intense kampe, store følelser og personlige sejre rundt om på byens idrætsanlæg. Lørdag aften samles alle deltagerne til stor festmiddag i Sydbank Arena.
I Kolding glæder borgmester Knud Erik Langhoff sig til at kunne byde alle deltagerne velkommen.
-Kolding har i årtier været kendt for håndbold, der også har trukket internationale gæster til. Så både vores sportsanlæg og vores byer er vant til at til tage imod idrætsudøvere, der giver den fuld gas. Og jeg er ikke i tvivl om, at deltagerne Special Olympics Idrætsfestival kommer til at give den fuld gas hele weekenden, hvor de gæster Kolding Kommune, siger han.
Styrket sundhedsfokus
Opbakningen til Special Olympics Idrætsfestival i Kolding har været særdeles flot, og med 1241 deltagere tangeres deltagerrekorden fra festivalen i Helsingør i 2018. Der er desuden rekordstor international tilslutning, idet hele 327 idrætsudøvere fra Sverige, Norge, Island, Finland og Færøerne er med i år.
De mange danske og nordiske atleter får ud over de sportslige konkurrencer også tilbudt et omfattende sundhedstjek under sundsprogrammet ‘Healthy Athletes’, der er et internationalt Special Olympics-koncept, der bygger på data og erfaringer fra 2,1 mio. sundhedsundersøgelser på verdensplan. Under festivalen i Kolding kan atleterne få gratis test af syn og tænder samt fysik og generel sundhed.
Målet er at give deltagerne, der ifølge en nylig undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed i gennemsnit lever knap tyve år kortere end den øvrige befolkning, motivationen og redskaberne til at føre en sundere livsstil.
Sundhedskonference for første gang
Desuden afvikler Lev – livet med udviklingshandicap og Parasport Danmark i samarbejde for første gang en sundhedskonference i forbindelse med festivalen, hvor fagprofessionelle, embedsfolk og politikere mødes og debatterer, hvordan vi kan hjælpe mennesker med udviklingshandicap til et sundere liv.
-Det er en grundsten i Special Olympics-filosofien at højne livsvilkårene og livskvaliteten for mennesker med udviklingshandicap gennem deltagelse i idræt, og der er åbenlyse positive værdier både fysisk og mentalt ved at være en del af idrættens fællesskaber. Men en sund livsstil har mange facetter, og det glæder mig, at vi på idrætsfestivalen med det omfattende Healthy Athletes-program har mulighed for at sætte et særligt fokus på deltagernes aktuelle sundhedstilstand, men forhåbentlig også højne deres bevidsthed endnu mere omkring det at leve sundt, også når de er kommet hjem, siger formand for Parasport Danmark, John Petersson.