Kolding Netavis

Storken tilbage til Kolding: Så mange har skrevet under

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Danmarks Naturfredningsforening Kolding drømmer om at få storken tilbage til Kolding.

Vender storken tilbage, vil det være et levende bevis på, at kommunen har forbedret naturen markant. Nu bakker godt 400 op med en underskrift.

Naturen er presset i Kolding. Kommunen indtager i dag en 85. plads på det såkaldte naturkapitalindeks, der rangerer Danmarks 98 kommuner ud fra, hvor meget og hvor god natur, de har. Centralt for kommunerne med en dårlig placering er, at naturen har for lidt plads at være på – i Kolding okkuperes pladsen i høj grad af landbrug.

Den manglende plads til naturen er også hovedårsag til, at mange dyr har svære vilkår i forhold til levesteder og fødegrundlag. Og det gælder også for storken.

Men det bør laves om. Sådan lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening Kolding, der mener, at storken er et oplagt naturprojekt for det kommende byråd.

-Det er trist, at vi har så lidt natur i Kolding, at dyrelivet ikke trives. Men vi synes, vi skal tage de positive briller på, for vi kan jo lave det om. Vi mener, det vil være en fantastisk spændende grøn satsning for det nye byråd at lave et storke-projekt, hvor vi reelt forsøger at få storken tilbage som ynglende fugl. Det vil i sig selv være en fantastisk naturoplevelse, men det vil også være et synligt og levende symbol på, at vi vitterligt har rykket os i Kolding, siger Esben Christoffersen, der er formand i Danmarks Naturfredningsforening Kolding, og fortsætter:

-Det er helt konkrete indsatser, der skal til, så selve projektet er til at gå til – det drejer sig først og fremmest om at etablere levesteder og fødegrundlag for storken – fx vandhuller med frøer og padder.

Esben Christoffersen glæder sig over de mange underskrifter, der er kommet ind efter en kort online-indsamling.

-Jeg fornemmer, at naturen er blevet en folkesag, og det sætter bare en streg under, at der virkelig er grobund for at kigge fremad og skabe en bedre natur i stedet for at være ærgerlige over, at den, vi har nu, er i dårlig forfatning.

Måling bekræfter opbakning

Ifølge en måling, som Epinion har foretaget i Kolding Kommune for Danmarks Naturfredningsforening, mener 57 procent af koldingenserne, at politikerne bør prioritere et storke-naturprojekt, mens 15 procent mener, at man ikke bør.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel