Kolding Netavis

Storfyrstinden

Elo Christoffersen
Gustav Schmidt Hansen. Privatfoto.

Læserbrev af Gustav Schmidt Hansen, Bispevænget 36, 6000 Kolding.

DR har over de sidste fire uger sendt en interessant dokumentar om Tutta Graae, der under krigen var meget aktiv i modstanden mod besættelsesmagten med kodenavnet Storfyrstinden.

Dokumentaren nævner to historisk interessante detaljer, som jeg hermed vil uddybe.

I andet afsnit nævnes, at der er lavet en aftale med en skipper om at sejle Christmas Møller til Sverige. Det nævnes ikke, at denne skipper var Peter Valdemar Schmidt, Drejens, og skibet var motorgaleasen Argo. Den 30. april 1942 sejlede skipper P.V. Schmidt, Drejens og letmatros Egon Gefion Vejle-Petersen, Kolding, fhv. handelsminister John Christmas Møller og hans familie fra Aggersund til Gøteborg.

Fra Sverige fløj familien Christmas Møller videre til England. P.V. Schmidt blev efterfølgende angivet og meldt til politiet, og efter ankomst til København blev han arresteret. Den 8. juni 1942 blev han i byretten idømt 3 års fængsel for den illegale sejlads, men måneden efter blev straffen ændret i højesteret til 6 år og 8 måneders fængsel. Letmatros Egon Gefion Vejle-Petersens straf blev ændret fra 1 til 3 års fængsel. P.V. Schmidt afsonede sin straf i Horsens Statsfængsel, men blev løsladt d. 30. april 1945. Argo blev beslaglagt af myndighederne efter den illegale sejlads i 1942, og gik sidenhen tabt under krigen ved sabotage.

Efter krigen blev P.V. Schmidt benådet og modtog en større erstatning fra staten, ligesom Christmas Møller og Det Konservative Folkeparti også takkede ham med et større økonomisk beløb. Han blev desuden æresmedlem i Det Konservative Folkeparti, Kolding afdeling.

I fjerde og sidste afsnit blev det nævnt, at risikoen for en sovjetisk befrielse (besættelse) af Danmark var meget stor. Det ændrede sig den 2. maj 1945 klokken 13:00, da Stalin mistede grebet om Danmark og de danske stræder. Major Stanley Waters fra B Company / 1st. Canadian Parachute Battalion / The Canadian Airborne Regiment nåede Wallenstein Graben, kanalen ved Wismar. De havde kørt i M4 Sherman kampvogne i et stræk fra Lauenborg ved Elben øst for Hamborg. Klokken 16:00 ankom sovjetiske hærenheder, og stirrede ind i de canadiske kampvognskanoner. De tre timer afgjorde Danmarks skæbne. Briterne havde vundet “The Race to the Baltics”.

Om aftenen den 2.maj udsendte feltmarskal Bernard Law Montgomery følgende Statement. “There is no doubt that the very rapid movement from the Elbe to the Baltic was a very fine performance on the troops concerned. There is also no doubt that we only just have beaten the Russians. And that ends well and the whole of the Schleswig peninsular is now effectively sealed off. And we will keep it so”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel