Kolding Netavis

Stor interesse for vinterferieværksteder

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Keramikværkstedet er udsolgt og mange andre værksteder har allerede rigtig mange tilmeldte – værkstederne henvender sig til både børn og voksne – også bedsteforældre kommer med deres børnebørn.

I Geografisk Have har der været et højt aktivitetsniveau på mail og telefoner, i tiden her op til vinterferien. Gæsterne har nemlig haft travlt med at tilmelde sig de populære vinterferieværksteder, som afholdes for tredje år i træk i havens Væksthus, skriver Geografisk Have i en pressemeddelelse.

Det første værksted, der blev totalt udsolgt og tilmed har en lang venteliste – er keramikværkstedet. Det er kunsthåndværkerne fra Kolding, Handmade Home, der giver instruktion i, hvordan man kan lave en kop i ler – måske med dekorationer som aftryk af blade fra haven. Man laver sin kop færdig på dagen og Handmade Home tager den med, og brænder den i deres ovn. Et par uger efter kan man kigge forbi deres butik i byen, og afhente sin færdige kop.

Et andet spændende værksted er Pilefletterværkstedet med Jane Enemark fra Birkelev Naturkunst. Hun er en sand mester i at vise, hvordan de lange pilegrene kan flettes, bøjes og vrides, til der kommer de herligste kræmmerhuse til fuglekugler og andet godt ud af det. Mange af havens gæster kender Jane Enemark fra årets Plantemarked, hvor hun har en stor og meget velassorteret stand, med mange populære produkter i meget høj kvalitet.

Årets nyhed

Årets nyhed er et Tegneværksted – helt i Aksel Olsens ånd. Grundlæggeren af haven var en talentfuld herre, som også var meget dygtig til at tegne planter. Han lærte planterne at kende ved at tegne dem. Det er der kommet blandt andet nogle rigtig flotte plakater ud af, med 6 forskellige motiver. På dette værksted er det havens kommunikationsdesigner Maja Aaby Pedersen, der giver inspiration og instruktion i, hvordan man med sin nye tegnebog og blyant, kan tegne spændende motiver med inspiration fra elementer fra Geografisk Have. Maja laver en flot ”buffet” af fantastiske naturting fundet i haven og hun kan vise dig, hvordan du tegner det hele. For at imødekomme de gæster, som først får fri fra skole eller arbejde hen på eftermiddagen, begynder og slutter netop dette værksted senere på dagen end de øvrige værksteder.

De sidste to værksteder er med havens naturvejleder Rune Kjærgaard Lange, der om torsdagen afholder det populære insekthotelværksted, og om fredagen afholder snitteværksted. Mange vil gerne give bierne og insekterne en hjælpende hånd. Man kan fremme biodiversiteten i sin egen have, ved at lave et insekthotel og det er tilmed en sjov og nem opgave, når Rune har gjort det hele parat på forhånd.

I snitteværkstedet kan man snitte en kniv eller en ske og på den måde give sin køkkenskuffe et mere personligt præg. Det er virkelig et meget hyggeligt værksted, hvor man i fred og ro fordyber sig i snitningens kunst. Rune står parat med meget børnevenlige snitteknive og forskellig slags frisk træ, så der kan skabes nogle små mesterværker. Det er også et værksted, som er super egnet som hyggelig aktivitet for bedsteforældre med børnebørn.

Ved alle vinterferieværkstederne får man en flig af foråret med i købet, for netop på denne årstid blomstrer de skønne Kameliaer, som der findes over 30 forskellige af i Væksthuset. I Geografisk Have mener man, at det er Danmarks største samling af Kameliaer. De blomstrer med røde, lyserøde og hvide farver. Enkelte af dem har duft. På grund af det mildere klima i Danmark, kan man visse steder se, at folk er begyndt at kunne have Kamelia udendørs på lune steder i deres haver. Så måske kommer man hjem fra Væksthuset, med inspiration til en ny busk i haven.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel