Der var overvældende interesse, da Boligselskabet Kolding holdt åbent hus på deres nye boligprojekt i Dollerup Sø sidste fredag. Mere end 200 besøgende mødte op, lige fra unge og børnefamilier til seniorer.
Bjarne Olesen, formand for Boligselskabet Kolding, udtrykte stor glæde over den massive opbakning:
-Det var fantastisk at se den store interesse for vores nye rækkehuse. Vi ved, at der er en efterspørgsel efter moderne og tilgængelige boliger, men at møde så mange entusiastiske mennesker, bekræfter os i, at vi har ramt plet. Vi ville ønske, at vi kunne tilbyde endnu flere boliger, da behovet klart er stort, sagde han.
Inden det åbne hus-arrangement var 120 personer allerede på ventelisten til boligerne, og yderligere 30 interesserede blev skrevet op på dagen.
-De fremmødte roste både materialer og indretning og kunne se kvaliteten i byggeriet. Det er selvfølgelig opmuntrende, især når vi selv er meget tilfredse med resultatet, sagde Bjarne Olesen.

Han fremhævede det gode byggeforløb og samarbejdet med håndværkerne, mens totalentreprenøren Egil Rasmussen A/S modtog ros for at sikre en smidig og effektiv byggeproces uden forsinkelser.
De første beboere flytter ind i juli i år, og udlejningen starter inden for de næste 14 dage.
Projektet, der består af 36 moderne rækkehuse, er designet af arkitektfirmaet Vallentin og Haugland A/S. Totalentreprenøren Egil Rasmussen A/S har stået for byggeriet, mens bygherrerådgivningen er udført af Viggo Madsen A/S. Boligselskabet Kolding er bygherren for projektet.
Boligerne opføres i ét plan i tre forskellige størrelser, fra 82 til 107 kvadratmeter, med to, tre eller fire rum. Alle boliger får egen have og skur og opvarmes med fjernvarme.