Læserbrev af Knud Erik Langhoff (C), borgmesterkandidat for Konservative i Kolding, Mariavej 9, 6091 Bjert.
Nej til en helt unødvendig øjebæ i form af en støjmur ved Marina City / Skamlingvejen.
I forbindelse med Marina City projektet har byrådet i Kolding til hensigt at bruge 5.000.000 kr. på en helt unødvendig støjvæg ved Marina City som afskærmning ved Skamlingvejen.
Igen et helt unødvendigt tiltag, der set med mine øjne vidner om et fortsat overdådigt pengeforbrug, finansieret af skatteborgerne i Kolding. Jeg går ikke ud fra at det er nødvendigt at tvivle på lovligheden, men det minder mig mest om tyveri at skattekroner ved højlys dag.
Det eneste formål jeg kan se med denne støjvæg, er at beskytte bagvedliggende boliger imod støj, men det påligger jo bygherren at gøre dette. Påtager kommunen sig opgaven, kan det ses som en slags, kommunal støtte af enkeltvirksomheder, og det er desuden en opgave som løses både bedre og mere æstetisk ved at sikre bygningsmassen i forbindelse med opførelsen, samt at sætte støjmure op mellem de enkelte bygninger i projektet.
Gør byrådet dette for at spare bygherren for en ellers budgetteret omkostning i en allerede indgået aftale? For det kan da ikke være fordi byrådet direkte har et ønske om at skæmme området – hvilket uundgåeligt vil ske med en sådan støjmur, som ikke gør stort mere end at forhindre trafikanter i at få den hidtidige smukke udsigt, samt at være et udstillingsvindue for hastigheden af grønalgevækst.
Andre steder i landet lader man skatteborgerne slippe for sådanne omkostninger, og påfører – naturligvis – de kommende ejere og lejere omkostningerne til støjdæmpning.
Kære byråd; det er simpelthen ikke i orden. Vi kan ikke være bekendt igen at tilsidesætte det bestående. At tørre regningen af på hele kommunens borgere, for at lette byrden for de kommende beboere i dette – forventeligt attraktive – boligområde.