Kolding Netavis

Stine snupper historisk sølvmedalje

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
Sølvmedaljen fra 2016 var med som lykkeamulet, da Stine Gry Juul Nielsen var til svendeprøve på HANSENBERG. Nu har hun to. Foto: HANSENBERG.

Som den første nogensinde i Danmark har Stine Gry Juul Nielsen fra Esbjerg opnået en sølvmedalje ved svendeprøverne til både grafisk tekniker og mediegrafiker.

Det kræver et 12-tal og en indsats i absolut særklasse, hvis en elev på uddannelserne til enten mediegrafiker eller grafisk tekniker skal have en sølvmedalje ved svendeprøven, så sådan en er det blot få, der får.

Derfor er Stine Gry Juul Nielsens præstation ved mediegrafikerelevernes svendeprøve på HANSENBERG i Kolding forleden historisk. Her opnåede hun nemlig en sølvmedalje – den anden til samlingen, idet hun tog en sølvmedalje med sig, da hun i 2016 blev udlært grafisk tekniker.

Som den første nogensinde har hun dermed sølvmedaljer fra begge de to søsteruddannelser.

-Det var en fuldstændig ubeskrivelig følelse, da jeg fandt ud af, at jeg igen fik sølv. Til at starte med kunne jeg ikke tro det. Jeg blev ved med at spørge faglærer Brian Dupont – som var min eksaminator – om det var rigtigt, mens glædestårerne løb ned ad mine kinder. I en lykkerus omfavnede jeg Brian, og begge censorer fik også et kæmpe kram og en endnu større tak, fortæller Stine Gry Juul Nielsen.

Svagheder vendt til styrker

Hun har på begge uddannelser arbejdet hårdt for hele tiden at blive dygtigere:

-Jeg har knoklet for at forbedre mig hver eneste dag – for eksempel ved at tage flere kurser ved siden af min fuldtidsstilling som lærling i et firma i Esbjerg, som specialiserer sig i vægkunst og indretning. Samtidig har jeg fra starten taget et større initiativ og deltaget i alle aspekter af virksomhedens gøremål.

-Det har altid været vigtigt for mig at yde mit absolut bedste, så hver gang jeg tog fra skoleopholdene med kommentarer om, hvad jeg kunne gøre bedre – for man kan altid lære mere – har jeg taget det til mig og vendt mine svagheder til styrker.

Fantastisk branche

For Stine Gry Juul Nielsen er det prikken over i’et, at hun har mulighed for at leve af sin interesse – og få en karriere ud af det.

-Det er altid fedt og inspirerende at se en idé blive til virkelighed. Den grafiske branche er fantastisk, og den er altid i udvikling. Det bliver kun sjovere, jo mere digitaliseringen får fat. For mig personligt har det også været en fed fornemmelse, hver eneste gang et af mine egne motiver er blevet solgt.

Fremtidsplaner har Stine masser af. Foreløbig fortsætter hun hos sin læreplads frem til marts 2022, hvorefter hun føler sig klar til nye udfordringer:

-Karrieremæssigt lever jeg efter to mantraer: ‘den, der siger, at man er færdigudlært, er ikke udlært, men bare færdig’ og ‘sigt lidt højere, så når du lidt længere’. Jeg skal ud at finde drømmejobbet. Jeg vil gerne indgå i et grafisk team, hvor vi alle spiller en rolle for at udføre opgaverne.

-Jeg er selv en kreativ arbejdsbi, og mine to sølvmedaljer er blot et symbol på, at når jeg sætter mig noget for, så gør jeg, hvad der står i min magt for at nå målet. Jeg har kun berørt en lille del af den meget brede branche, og jeg vil derfor ikke på forhånd udelukke nogle områder.

Står stærkt

Den 26-årige mediegrafiker har da også et godt råd til andre, der overvejer en karriere i branchen:

-Hvis der gemmer sig en lille kreativ person inde i dig, kan jeg varmt anbefale mediegrafikeruddannelsen på HANSENBERG. Du vil blive mødt af en flok engagerede undervisere, som brænder for hvert sit fagområde.

-De har haft en kæmpe betydning for, at jeg står så stærkt – og har så bred en viden, som jeg har i dag. Gennem alle hovedforløb bliver vi elever klædt på til at brillere til den endelige svendeprøve.

Stines Gry Juul Nielsens svendeprøve var todelt og bestod af en portfolio med både et fysisk og et digitalt produkt samt en kampagnecase for Psykiatrifonden, som omhandlede den dårlige tone på de sociale medier.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel